Flygtningene, der er blevet placeret i Hornsherred er blevet modtaget meget positivt af lokalbefolkningen.
Skuldelev: De første flygtninge fra især Syrien og Eritrea blev i første omgang placeret i den nu nedbrændte Skuldelev Kro.
Lokalbefolkningen og de 25 flygtninge så rigtig hinanden an første gang, da Bylauget havde arrangeret en fællesaften i festteltet ved gadekæret.
Omkring 100 Skuldelev borgere var kommet dels for at høre de nærmere udfordringer både for lokalbefolkningen og for flygtningene, dels for at smage på de lækkerier, flygtningene havde lavet til dagen. .
Omkring 30 lokale meldte sig efterfølgende som frivillige til forskellige opgaver som at være chauffør for flygtningene, at levere legetøj og tøj, at levere og reparere IT udstyr, at være besøgsvenner for en flygtninge familie etc.
Der kom snart mange ideer til at forsøde tilværelsen for flygtningene i Skuldelev: en tilbød gratis billetter til DM i speedway i Slangerup, en anden arrangerede sightseeing på Roskilde fjord i hans båd, til det tilbød en tredje at sørge for redningsveste. Andre arrangerede ture rundt i herredet.
Den største succes er integrationen i det lokale sportsliv i Skuldelev. Det hele startede som et eksperiment, hvor en lokal pige mente, at integrationen ville lykkes bedre, hvis flygtninge og lokalbefolkningen dyrkede sport sammen.
Et indendørs fodboldhold blev starten, men det har nu udviklet sig til, at sportsklubben nu har et seniorhold med i alt 24 flygtninge og fire-fem lokale spillere. Holdet er netop rykket en klasse op til serie 5.
Dette støttes økonomisk af Danmarks Idrætsforbund, der også har udnævnt Skuldelev Selsø Sportsklub Kilden til officiel modtagerklub for flygtninge. Skuldelev er den eneste fodboldafdeling, der er modtagerklub på Sjælland.
Da Skuldelev Kro brændte for anden gang blev flygtningene blandt andet flyttet til Nordhøj i Skibby. Enkelte har fået lejlighed i Skuldelev, hvoraf en har fået fast fuldtids arbejde i Netto i Skibby og en anden er under uddannelse. Der er fortsat 24 flygtninge, der spiller fodbold i Skuldelev, men nu bor de især i Slangerup, Jægerspris, Frederikssund og enkelte så langt væk som Ølsted, Hillerød og Farum.
Skibby
På grund af omstændighederne i Skuldelev og på grund af krav fra folketinget om at Frederikssund Kommune skal modtage et aftalt antal flygtninge, blev det politisk besluttet at inddrage det gamle plejehjem Nordhøj i Skibby til at være flygtningecenter for Frederikssund Kommune. Ganske hurtigt blev Nordhøj sat i istandsat til at kunne rumme de kommende beboere.
Efter at nyhed om det kommende flygtningecenter ’slap ud’, rejste sig en større modstand fra naboerne til Nordhøj.
Nu har flygtningene så boet på Nordhøj i ni måneder, og alle bekymringer ser ud til at være nu ’manet i jorden’ – flygtningevennerne har ikke modtaget nogen negative tilbagemeldinger på, at flygtningene er flyttet ind på Nordhøj, tværtimod.
25 frivillige flygtningevenner meldte sig til de lektiecafeer, der hurtigt blev oprettet. En gang om måneden arrangeres en hyggecafe, hvor man kan spille spil eller bare snakke dansk.
Man forsøger hele tiden at få flygtningene engageret i fælles aktiviteter i byen, og en af de seneste succeser var, da flygtningene gik sammen med Produktionsskolen om at lave snacks til det publikum, der havde været inde og se filmen ”Strangers in Paradise”, som gik i Skibby Kino. Efterfølgende arbejder man nu på at bibeholde kontakten mellem produktionsskolens elever og flygtningene på Nordhøj.
Flygtningevennerne hjælper ikke kun med lektierne, er der brug for transport til for eksempel lægebesøg eller finder gratis møbler og hårde hvidevarer, IT udstyr og hvad der ellers er brug for,
Mange af flygtningene er kommet i aktivering, herunder på Nordhøj. De håber alle, at deres aktivering senere bliver omdannet til et reelt job. En enkelt har netop oplevet dette.
Jægerspris
Det første sted, man som flygtning kommer til i Jægerspris, er normalt ”Regnbuen” som er en ombygget børnehave. For øjeblikket er der 14 flygtninge, men der er jævnligt udflytninger, da de små rum ikke er beregnet til permanent bolig.
To frivillige besøger Regnbuen to gange om ugen á tretimer. En gang om måneden arrangeres fællesspisning af både danske retter og af retter, flygtningene selv fremstiller.
De frivillige arrangerer også gåture med flygtningene omkring Jægerspris Slot og ud til de gamle ege ligesom mange flygtninge har deltaget i Grevinde Danner løbet.
Kilde: Asger Clausen,
Skuldelev