VENSLEV: I 1980 blev Venslevs huse fotograferet af frivillige til Skibby Lokalhistoriske Arkiv, fortæller arkivar Anne-Marie Jørgensen.
– Sådan en gennemfotografering er en enestående dokumentation af en landsbys udseende på et bestemt tidspunkt. Vi håber, at der er en eller flere frivillige i Venslev, der vil tage udfordringen op og gå i gang med en lignende fotografering af Venslev, som den ser ud i dag.
Interesserede kan få mere at vide ved henvendelse på arkivet. – Nu er vi ved at scanne de mange fotos, så de kan blive registreret og blive tilgængelige for offentligheden på arkiv.dk.
I den forbindelse søger lokalarkivet også oplysninger om de enkelte huses historie efter 1980.
Henvendelse til arkivar Anne-Marie Jørgensen på arkiverne@frederikssund.dk eller i arkivets åbningstid mandage mellem klokken 13 og 17.