Af Conny Probst
SKULDELEV: På grund af tekniske problemer nødlandede en af militærets helikoptere på Østbyvej 4 – mellem Skuldelev og Østby – sent onsdag aften. Og som sædvanlig var fotograf Steen Westh på pletten.
Hos Hjemmeværnets afdeling Kratbjerg i Frederiksværk fortæller man, at man blev kontaktet klokken 22.24 og bedt om at overvåge helikopteren til den forlod stedet igen.
– Det er Fennec-helikopter, der er sikkerhedslandet, kunne den vagthavende officer på flyvestation Karup supplere historien med torsdag formiddag.
Helikopteren har støttet politiet i forbindelse med 1. maj.
Helikopteren blev efterfølgende bugseret til værkstedet i Karup på en blokvogn.