For en pris på 200 kroner er der værdi for næsten 20 gange så meget i Din Lokale Julekalender, der samtidig støtter både det lokale erhvervsliv og kræftsyge børn
Af journalist Tomas Skov
HORNSHERRED: På Strandgrillen får du en gratis burger; hos Fremtidens VVS får du to timers fjernvarmeeftersyn; i Meny i Skibby får du en stor pose slik, og i Tøjeksperten samme sted får du tre par strømper for en låge.
Hemmeligheden bag de gode tilbud er Din Lokale Julekalender, som Peter Smed lancerer på tredje år i Hornsherred og Frederikssund.
Idémanden er trods sine jydske rødder i dag bosat i Jægerspris, og det er vigtigt for ham at bidrage til, at vi handler lokalt.
– Det er så vigtigt – og det er ikke blevet mindre vigtigt de senere år, konstaterer Peter Smed, der har stået bag firmaet værdicheck.dk gennem ti år.
Gaver for en formue
I modsætning til denne forretning er Din Lokale Julekalender til gengæld ren velgørenhed. Kalenderen købes for 200 kroner, hvorefter hver eneste låge giver dagang til gode, lokale tilbud.
– Det koster ikke noget for forretningerne at være med i kalenderen, men de forpligter sig så til at give en gave, når man kommer med sin låge. Forretningen kan også vælge at forstærke sin gave. Flügger giver eksempelvis en farveprøve, og så giver de 25 procent rabat, hvis du også køber maling, forklarer Peter Smed, som vurderer, at kalenderen allerede er betalt efter fire låger.
Alt efter lågen kan gaverne svinge fra en pose slik til en gang støvsugerposer, en bagel, en bilvask eller et serviceeftersyn på bilen hos Olsens Auto i Jægerspris.
– Hvis han finder noget, giver han også ti procent på reparationen, fortsætter Peter Smed, der anslår den samlede værdi af lågerne til omkring 3700 kroner.
– Det handler om at støtte lokalt, og det vil mange heldigvis gerne. Og så gør det jo ikke noget, at man både støtter sig selv og arbejdet for de kræftsyge børn, uddyber han.
Brug den til rafling
Din Lokale Julekalender støtter allerede Kræftens Bekæmpelse og det lokale erhvervsliv i både Holstebro, Silkeborg, Aarhus, Sønderborg, Esbjerg, Aabenraa, Frederikssund Kommune, Holbæk, Roskilde og Køge – og nøæste år satser direktøren for projektet på, at Ringsted og Næstved føjer sig til puljen.
– Jeg mistede min egen kone til hjernekræft for ti år siden, og jeg tror, at mange kan relatere sig til sygdommen i deres egen familie. Vi skal stå sammen om det her, siger idémanden, der driver foretagendet med sønnen Henrik.
Salget gik kraftigt op sidste år, så han forventer også at kunne sende et pænt beløb til Kræftens Bekæmpelse efter denne jul.
– Vi er ved at have godt fat, og folk har mere styr på økonomien. Jeg har hørt om dem, som køber julekalenderen og bruger lågerne som pakkekalender eller som gaver til raflelegen. Det er virkelig en sjov måde at bruge den på – og gaverne er jo sjove, siger Peter Smed.
Kalenderen er til salg på byensgaver.dk og i dit lokale supermarked.
Her kan du købe Din Lokale Julekalender
Meny i Skibby
Rema i Skibby
SuperBrugsen i Jægerspris
Brugsen i Skuldelev
Brugsen i Kulhuse
Rema i Frederikssund
Coop 365 i Jægerspris
Flügger i Frederikssund
LOOP i Frederikssund