Som haveejer er man selv ansvarlig for at komme af med sit haveaffald.
Af journalist Conny Probst
HUS OG HAVE: Haveaffald er organisk affald som for eksempel grene, buske og stauder, græs og blade, ukrudt, rødder og træstubbe uden jord, nedfaldsfrugter og potteplanter (uden potte).
En god måde at udnytte haveaffald på er at lave kompost af det.
På kommunens hjemmeside kan man få tip til, hvordan man kommer i gang.
Ingen madvarer
Har man plads, kan man både have en åben kompostbeholder til det grove haveaffald, for eksempel grene, og en lukket beholder til det affald som komposteres hurtigere, eksempelvis ukrudt og blade.
Bland både fint og groft haveaffald sammen med noget fugtigt og tørt for at få det bedste og hurtigste resultat.
I kompostbeholderen kan man komme:
• Græs og blade.
• Ukrudt.
• Nedfaldsfrugter.
• Potteplanter.
• Mindre grene og kviste.
• Blomster.
• Husdyrgødning og strøelse (fra planteædere).
Man skal ikke kompostere madvarer og lignende, da det tiltrækker rotter.
Når komposten er færdigomdannet, ligner det porøs jord og dufter af muld.
Sørger man for at holde komposten ved lige, kan man hvert år få gratis, næringsrig muld til haven.
Åben kompostbeholder
En åben kompostbeholder er praktisk til det grove haveaffald som for eksempel grene og trærødder, men den kræver mere plads i haven end en lukket.
Kommunen anbefaler, at den er mindst 1 x 1 x 1 m.
Man kan finde videoguides på nettet til at bygge den. Søg for eksempel på »Selvbyg kompostbeholder«.
Det tager cirka. to år, før komposten er formuldet.
• Anskaf en beholder, der er rigelig stor eller har to-tre rum til komposten.
• Hvis brædderne har for store mellemrum, bliver næringsstofferne udvasket, når det regner.
• Husk at bygge en luge eller en aftagelig side, så komposten kan graves ud fra bunden.
• Placér den åbne beholder i skyggen, så den ikke udtørrer om sommeren.
• Overdæk eventuelt komposten i vinter-efterårssæsonen, så den ikke bliver for våd.
Lukket kompostbeholder
Den lukkede beholder fylder mindre end en åben.
Den bruges som regel til småt haveaffald, og derfor er omdannelsesprocessen kortere, typisk et år.
Den lukkede beholder er særligt egnet til den lille have eller som supplement til en åben beholder.
Man kan købe en lukket kompostbeholder i byggemarkeder.
• Kompostorme kan hurtigere lave haveaffaldet om til kompost.
• Placér kompostbeholderen i tilpas afstand fra naboskel af hensyn til naboerne.
• Placér kompostbeholderen i skyggen.
• Sørg for, at beholderen er helt lukket af hensyn til uindbudte dyr.
Flis er en god idé
Store træstykker og tykke grene er længe om at blive til kompost.
Derfor får man mere ud af sine store stykker træaffald, hvis man fliser dem.
Træflisen kan bruges som jorddække i haven. Det beskytter jorden mod udtørring og holder ukrudt nede.
Undgå at sprede træflis over køkkenhaver, da træflisen kan gå ud over sæsonens høst.
Man kan leje en flishugger. Hør eventuelt naboerne, om de vil være med til at benytte og leje en.
Storskrald og genbrugsplads
Hvis man ikke vil bruge sit haveaffald, er der to muligheder for at komme af med det: Storskraldsordningen eller genbrugspladsen.
I storskraldsordningen kan man aflevere bundtede grene i begrænsede mængder. Ikke andre typer haveaffald.
Man kan kun aflevere to bundter grene, hver gang man bestiller afhentning af storskrald.
Et bundt må højst være en meter langt og 50 cm i diameter og skal være bundtet med snor.
Man kan bestille afhentning af storskrald via selvbetjeningen på frederikssund.dk eller hos kundeservice på tlf. 8020 8030.
Man må ikke afbrænde haveaffald:
Afbrænding af haveaffald ødelægger næringsstoffer og kan være til gene for naboer.
Derfor er afbrænding af haveaffald forbudt.
Den eneste undtagelse er til Skt. Hans den 23. juni.