Af Niels Nielsen
Tidligere viceskoleinspektør på Marbækskolen
Ved Marbækskolen – nu Fjordlandsskolen, afd. Skibby – tilplantede skolens elever i 1976 ca. en hektar med omkring 3.000 træer og buske. Og der blev udgravet en mindre sø, hvor frøer og vandinsekter slår deres folder.
Derved fik skolen en naturlokalitet tæt ved, så man kunne bruge området i undervisningen uden at skulle bruge tid på transport.
Området voksede til og er i dag en skov med store træer og en tæt underskov af alskens buske og med en skovbund fuld af anemoner og andre urter.
Det har gennem de 46 år, det har eksisteret, været brugt til naturundervisning, men også til talrige andre aktiviteter som teltlejr, dyrskue, forældrearrangementer og til almindelig leg.
Selv om arealet ikke er kæmpestort, kan de yngre elever få en oplevelse af, at de ligefrem farer vild i den tætte beplantning.
For nogle år siden blev skoven uvarslet for skolen udsat for en voldsom fældning af træer. Det skete på kommunal foranledning. Man havde slet ikke taget højde for, at det er et undervisningsområde og ikke en produktionsskov. Efterfølgende blev skolen lovet en genopretning og pleje af skoleskoven. Anlæg af en blomstereng indgik i planerne. Men intet er sket, til trods for at spørgsmålet gentagne gange har været rejst i kommunens Grønne Råd.
Sidste år byggede en flok råger reder i nogle af træerne. Råger har det med at larme i den tid, hvor der er unger i rederne. Hvilket kan virke generende for folk i nærheden. Det kender man til mange steder, og hvis generne er for massive, kan man søge tilladelse hos Skov- og Naturstyrelsen til at skyde rågerne.
Det har nogle personer, der må formodes at bo i nærområdet, tilsyneladende ikke kunnet leve med. I hvert fald blev 3-4 store egetræer, hvor rågernes reder var anbragt, fældet ulovligt og på uprofessionel måde. Stammerne blev savet over 1-1½ meter over jorden.
Det er kort og godt et fuldstændigt uacceptabelt eksempel på selvtægt.
Nu er rågerne vendt tilbage og har bygget en halv snes reder. Med en smule sortsyn kan man frygte, at en ulovlig fældning igen kan finde sted.
Som en af dem, der var med til at plante skoven, opfordrer jeg hermed kommunen til straks at overveje, hvad man kan gøre for hindre et nyt hærværk.