Anni Hansen har i 2010 fortalt sin historie til Historisk Forening.
SKIBBY: Historisk Forening for Skibby-egnen har siden 2001 udgivet en række hæfter med lokale beretninger fra egnen. Serien kaldes ”Hændt og Husket”. Vi bringer her et afsnit fra hæfte nr. 5, der hedder ”Fra det gamle Skibby”:
– ”Jeg er født 28. april 1918 i Skibby og havde tre søskende. Gunner var min ældste bror, og så var der min søster Esther og lillebror Børge. Nu er jeg den eneste tilbage.
– Far gik landpost og havde forretning, hvor han lavede træsko og fodtøj. Han slæbte, den mand. Det allerførste sted, vi boede, var der telefoncentral. Det var på hjørnet af Hovedgaden og Skuldelevvej.
– Da var jeg jo ganske lille. Men jeg kan godt huske, at far kom og sagde, at vi skulle flytte. Vi kom til at bo på Saltsøvej 11 ovre ved siden af maler Brandtberg. Der var ikke asfalt på vejene i byen og ikke noget gadelys.
– Og da det kom, var det kun nogle få blus hist og her. Henne hvor Saltsøvej begynder, stod der en gadelygte, og den næste stod overfor vores hus, og så var der ikke flere på den vej.
– Det store hus lod far bygge. Det var voldsomt i starten. På Skuldelevvej var der ikke elektrisk lys og telefon, men det var der i det nye hus. Det var meget spændende. Jeg kan huske, far sagde: ”Nu kan du prøve, om du kan tænde lyset”.
Ud at tjene
– Da jeg var blevet konfirmeret, kom jeg ud at arbejde.
– Det allerførste jeg havde, var en formiddagsplads. Til middag sad de inde i spisestuen ved et rundt bord med servietter og opdækning. Og så sad jeg ude i køkkenet på en brændekasse og fik lidt levninger. Og jeg var jo slet ikke vant til sådan noget. Hjemme hos os var vi med alle sammen.
– Manden var en ”gedebuk”; han drillede sin kone. Så gik han rundt om bordet og sang. Hun blev tosset, rejste sig op, tog sin serviet med og gik op i seng. Så kunne han godt komme ud i køkkenet og sige: ”Frk. Petersen, kom og tag et stykke mad, De gerne vil have”. Jeg var flov.
– De spillede tennis, og hun var klædt ud i små ankelsokker og gummisko. Uha! Det var fint! Jeg var der et år, færdig. Jeg ville ikke mere, men man holdt ikke op i utide.
– I Skibby var der dengang meget forskel på folk. Jeg kan godt huske, hvordan nogle svansede en tur i byen om søndagen. Folk var så interesserede i alle.
– Der blev holdt fester på kroen, og så var der en, der spillede klaver. Der var ikke firemands orkester. Men man syntes jo, det var alle tiders. Og da dansede man, dengang. Det er jo ikke dans nu.
Jeg skifter plads
– Sagfører Holm boede nede i svinget på Saltsøvej i et hus med veranda.
– Fruen var den elskeligste dame. Og de havde tre piger. De stod tit ude ved havelågen. Hvis de så, jeg kom, kaldte de på mig. Og så var jeg inde og lege lidt med dem eller synge lidt for dem.
– Det var så dejligt at komme derover. Jeg kan huske den første dag, da jeg begyndte hos dem. Da jeg skulle dække frokostbord, talte jeg jo tre børn og en dame og dækkede op.
– Så sagde hun: ”Nej Anni, De har vist talt forkert”.
– ”Nej, det har jeg ikke”, og jeg sagde pigernes navne.
– Så sagde hun: ”Jamen, hvor skal De da sidde?”
– ”Ja, det ved jeg ikke,” svarede jeg.
– ”De skal ind og sidde ved siden af os. Vi kan ikke ha’ det der pjat”.
– Og pigerne ville jo sidde ved siden af mig, og så måtte de skiftes. Sådan var det der. Det var noget helt, helt andet.
– Holm kørte frem og tilbage til Roskilde, hvor han havde kontor. Jeg tror nok, der blev lidt ”krummelum” med ham af en slags, men der blev ikke snakket noget om det. Men, hvor var hun sød. Måske var jeg dér mere end et år, men så skulle jeg noget andet.
Næste sted var modbydeligt
– Derefter kom jeg op i sommerhusområdet i Nordsjælland, for far syntes, jeg skulle prøve noget, hvor der var lidt andre mennesker.
– Der lå en købmandsforretning på et hjørne, og overfor var der lavet et udsalg i et telt, hvor man kunne købe chokolade, slik og alt muligt.
– Far kørte for mig derop, og vi skulle se, hvad det var for noget. Vi kom ind i købmandsforretningen. Det var sådan en rapper-skrapper dame og en flink købmand. Det var hende, jeg skulle tale med.
– Det var kun i sommertiden, når københavnerne kom ud og ferierede, at der kom nogen i sådan et udsalg. Børnene fik jo lommepenge.
– Så siger hun på et tidspunkt, at jeg ville få middagsmaden bragt over, så jeg skulle stå der hele dagen og aftenen.
– Det var sgu’ hambert. Noget af dagen var der ikke en skid at lave, men jeg skulle være der. Og jeg kunne ikke blive ved at rydde op.
– Jeg havde et værelse hos købmanden. Der var en dør ind til én, der ekspederede nede i forretningen. Det tænkte jeg ikke på; den var jo låset. –
– Nå, men den første eller den anden aften, da jeg kom op og skulle i seng, så lukkede han døren op.
– Så sagde jeg: ”Jeg vil altså gerne have en nøgle”.
– Nej, det var ikke nødvendigt. Jeg ville ikke tage tøjet af. Han kom ind og væk-
kede mig om morgenen; da var jeg faldet i søvn.
– Det ville jeg altså ikke være med til, men hvad skulle jeg gøre. Jeg kunne ikke ringe hjem. Det var så besværligt dengang. Men så skubbede jeg noget hen foran døren, så den ikke var sådan lige til at lukke op.
– Der gik ikke så mange dage, før far kom derop. Jeg fik fri, så vi kunne gå en tur. Der var hun så fedtet, så jeg ved ikke hvad. Så sagde far, at nu måtte vi ha’ en is. Og vi kom ud og sad i græsset et sted.
– Jeg sad og kæmpede for ikke at komme til at tude.
– Så sagde han: ”Hvad fa’en er der i vejen, Tulle?”
– Jeg fortalte det. Så sagde han: ”Det skal de fand’me ikke byde os”.
– Nå, men så kom der da lås i, og hun sagde, at det var kun hende, der havde nøglen.
– Ih, hvor var det modbydeligt. Jeg kan ikke huske, hvordan det gik til, men han kom i hvert fald derind igen.
– Så blev jeg sgu så tosset, så jeg gik ned og sagde, at jeg ville gerne have lov at sidde i en lænestol, for deroppe ville jeg altså ikke være.
– ”Og jeg tager hjem i morgen”.
– For far havde sagt til mig, at jeg kunne bare sende bud, så ville han hente mig.
– Der måtte hun bide i det sure æble. Jeg synes, det var flabet. Så jeg kom hjem. Det var oppe ved Hornbæk. Jeg var der nogle måneder.
Hæfterne kan købes hos ”Høkeren” i Venslev, hos ”Fjordrejser” i Skibby og hos foreningen.
