Historisk Forening for Skibby-egnen har siden 2001 udgivet en række hæfter med lokale beretninger fra egnen. Serine hedder ”Hændt og Husket”. Vi bringer her et første afsnit fra hæfte nr. 4, der hedder ”Landsbyliv i Venslev”.
VENSLEV: Fortalt af Helge Karlsen i 2006:
Min oldefar havde været politibetjent inde i København. Senere ernærede han sig som skomager og tog herud, da han var noget op i årene.
En af sønnerne, Christian, blev gift med min farmor, og de flyttede ud i et gammelt hus i Sømer Skoven.
Fattigt – fattigt
Farfar boede nogle år ude i Sømer Skoven og ernærede sig som fisker, men det var simpelt hen så fattigt, at det ikke holdt.
Det endte med, at han flyttede til Holbæk og fik skomagerforretning og levede en del år længere end far.
Fars bedsteforældre boede i det yderste hus i Venslev på højre side af vejen mod Svanholm. Der kom min far op, fra han var 4 år, og han blev sendt ud og tjene, da han var 7.
Han blev hyrdedreng ude på Ejdammergården. Om morgenen blev han jaget tidligt op derhjemme for at rende ud på gården og hente køerne ind. Så kunne han rende derude fra og op i skolen.
Det var en barsk tilværelse for en dreng på 7 år. Min far blev tit kaldt skomagerens Alfred.
Indtægter fra mange bække små-frugt
Far havde en stor grund. Oprindelig havde jorden hørt til Højgården.
Min far havde købt den af Birksø. Han havde mange frugttræer, faktisk en hel plantage på ½ td. land. Det var vi drenge lidt trætte af, for vi skulle hjælpe med at passe den og plukke frugt, som vi solgte af.
Engang, jeg kom gående hjem, var nogle soldater ved at ruske grundigt i vores blommetræer. Det fór jeg jo ind og fortalte mor. Hun var ellers meget fredelig, men da kom hun farende ud: ”Kan I se at komme væk. Se bare at få nallerne væk.” Vi solgte jo af blommerne.
Bier
Og så havde far mange bier, helt op til nogle og fyrre stader under krigen.
Han solgte honningen, som han ofte havde med, når han kørte ud i ”Lillebilen”.
Engang skulle vi flytte et bistade. Bag på bilen var der en bagagebærer, som man kunne slå ud og anbringe cykler på. Der fik vi sat bistadet op, og så blev det bundet med en snor op til taget.
Så skulle jeg sidde bagi og holde øje med, at der ikke skete noget. Far kørte aldrig langsomt; den fik bare ”pisken” – far blev også kaldt for ”lynet”.
Så på vej ned ad bakken ved Mørkebjerg, skete det hverken værre eller bedre, end at snoren knækkede, og bistadet faldt af, og bierne væltede ud. Og fatter – der havde temperament – bandede og svovlede. ”Du ku’ da for helvede ha’ sagt til!”.
Men jeg kunne jo ikke sige til, før snoren knækkede.
”Så ka’ du kraft ed’me bare gå hjem!” Så blev det oven i købet tordenvejr og regn. Og jeg kom vrælende hjem til mor, helt opløst. Han har jo nok fortrudt det bagefter, men sådan var det.
Træstubbe
Under krigen måtte han klodse taxavognene op, fordi han ikke kunne få benzin, og han måtte finde andre måder at tjene penge på.
Så ernærede han sig ved at gå og hjælpe landmændene med at høste. Min storebror kom ud at tjene, og jeg var tit ude med min far og hakke roer og andet.
Vi tog også i Sømer Skoven og ryddede stød, som vi tog hjem til brænde.
Så kom Thomsen, der havde Vellerup savværk, med en traktor med rundsav og savede støddene op for os.
Min far byggede også et lille røgeri omkring starten af 2. verdenskrig. Han røg så skinker, pølser og andet for landmændene.
Der var ikke de store penge i det, men alligevel så god en forretning, at den var værd at regne med.
Selvforsyning
Far havde også grise, som regel 2-3 søer, hvor han så solgte smågrisene. Men han beholdt et par stykker til opfedning, som vi så slagtede til os selv.
Slagteren kom hjem til os, sulekaret blev taget udenfor og fyldt med kogende vand, grisen trukket hen til karet og under høje hyl stukket i halsen. Så skulle man ud og tage blod til blodpølser.
Min far havde også duer, hvor han solgte ungerne til slagtning. Og under krigen havde han kaniner, som han også solgte til slagtning. Det skete ind imellem, at de gravede sig ud under hegnet og løb op i haven.
Så havde vi en hund – en boxer, der løb efter dem og fangede dem. Den gjorde dem ikke noget, men kom tilbage med dem.
Vi spiste en del af duerne og kaninerne selv, og dem, der blev solgt, gjorde mor som regel i stand til folk. Kaninskindene blev under krigen garvet og brugt til huer og andet.
Vores barndomstid var præget af genbrug. Man lappede da tøjet og overtog større slægtninges eller bekendtes tøj, når de var vokset fra det.
Jeg tænker tit på, at vi som børn havde et dejligt hjem, selv om vi var fattige, for mor var altid hjemme. Der var måske en enkelt gang, hvor hun var ude at pille kartofler op.
Avisbud
På Søgaden næsten helt oppe ved, hvor den møder Bygaden, lå der lidt lavt på venstre side af vejen et hus, hvor træskomanden boede.
Jeg kom der en del med en radikal avis, som kom med rutebilen fra Hillerød til min far, der var meget radikal.
Så sørgede han for omdeling i byen, dvs. det var mine søskende og mig, der løb rundt med dem, når de kom til aften. Ofte var det smaddermørkt, men vi var ikke bange. Det var vi vant til.
Blandet underholdning
Der er jo himmelvid forskel på at være barn dengang og i dag.
Vi kunne godt en aften samle 15-20 børn for at lege; det ser man jo ikke i dag. Det er synd for børnene nu, at de ikke har det samvær.
Jeg kan lige mindes den gamle skrædder Esbjørnsen. De havde slikforretning i den lille tilbygning ud mod vejen. Der har jeg købt mange bolsjer. For én øre kunne du få tre bolsjer.
Når vi havde gæster derhjemme, så kom de til kaffe, og mor lavede en æblekage. Vi spillede kort, fik en sodavand eller en enkelt øl, og så gik de hjem ved halvtolvtiden.
Jeg har altid set på, når der blev spillet kort derhjemme; sad ved siden af de voksne og fulgte med i, hvad der skete. Da jeg var 7-8 år, begyndte min ældre bror Frede og jeg at spille kort om vinteren med Henning fra Vossemosegård og Helge fra Børrebjerggård. Det foregik oppe hos Henning på fodergangen ude i stalden. Der var lunt inde i staldvarmen, og så lagde vi en sæk med foder på gulvet; den fungerede som bord.
Engang skulle vi til dyrskue i Frederikssund. Jeg har vel været 12 år. Så sagde far: ”Så må du ha’ lidt at solde for”. Og så fik jeg 50 øre.
Da jeg så kom cyklende derover sammen med Henning, blev vi råbt an ved indgangen af en mand ved cykelparkeringen. ”Hov, drenge. I skal ha’ jeres cykler ind her. Ellers bliver de stjålet.” Nå, det var vi så nødt til. Det kostede 50 øre.
Så jeg havde ikke engang, så jeg kunne betale for indgangen, men måtte låne af Henning. Der var ikke meget at slå til siden med.
I grisefolden bag ved Dyssegården gik der søer om sommeren. Når det var tid, at ornen skulle komme på besøg, gav bestyrer Nielsen kromanden et praj, så han kunne fortælle kroens sommerpensionærer, hvad der forestod.
Så var der altid en flok interesserede tilskuere ved grisefolden.
Hæfterne kan købes hos ”Høkeren” i Venslev, hos ”Fjordrejser” i Skibby og hos foreningen.
