En god kollega kom forleden og fortalte, at han havde besøgt sin datters skole. Datteren går i 7. klasse, og de havde på skolen lavet en udstilling om 2. verdenskrig. Det var en fin udstilling med plancher og billeder fra forskellige dele af 2. verdenskrig, men det, der ramte ham mest, var, at de også have lavet et kig ind i fremtiden. Altså hvordan tænker de, at Europa og verdenen ser ud fremover. Det var et ganske uhyggeligt scenarie, for de forudså, at Europa var nærmest udslettet, og verden var ikke et godt sted at være.
Lige nu står vi midt i adventstiden – og i kirken har vi lige haft søndage i november hvor teksterne var lige så dystre som tanken om fremtiden på den førnævnte skole. Og så skifter det hele, og vi træder ind i en tid, hvor teksterne lægger op til forventning, til håb, fordi vi endnu engang tager fat på et nyt kirkeår, der altid begynder godt. Og vi trænger til det.
Jeg kan sagtens forstå, hvordan unge mennesker kan have de tanker, som den førnævnte udstilling bærer præg af. Det er virkelig svært at holde håbet oppe – at turde tænke og håbe, at fremtiden er god og lys, for vi bliver ganske enkelt bombarderet med det modsatte, hver gang vi hører eller ser nyheder.
Igennem historien har Bibelens ord mange gange talt imod, provokeret og holdt stædigt fast ved noget andet, end tidsånden var fyldt af. Sådan virker det også nu. Det kan virke helt forkert at tale om tro og håb og kærlighed – om at det ender godt. Alligevel vil jeg hævde, at det er netop det, vi skal tale om. Lade fylde. Turde holde fast i. Give plads og rum.
Noget, der kan holde håbet oppe for mig, er at have konfirmander. Den allerførste gang, vi havde dem, bad vi dem om at skrive helt kort, hvad tro er for dem. Det kom der rigtig mange gode bud ud af, og her kommer et udpluk:
Tro for mig er Gud. Tro er noget, man tror på. Tro er, hvis man synes, noget er ægte. Tro er, når man tror på noget vigtigt. Tro for mig er at tro på noget, som betyder noget. Tro får mig til at tro, at der er én deroppe, der passer på, som er Gud. Tro for mig er, at jeg ved, at jeg har Gud ved min side hele, hvor jeg går og hvem jeg er sammen med. Tro for mig er, at jeg kan mærke, Gud er med mig. Tro for mig er fx at have en Gud, jeg kan henvende mig til. Jeg tror på, at Gud er Ordet, kærlighed og noget, man ikke kan beskrive. Tro for mig er en tankegang med Jesus.
Når man læser alle de fine ord om tro, er det svært ikke at holde fast i en tro på, at der er andet og mere end håbløshed og undergang. Der er noget godt, der stadig har sin ret og sin plads, selv om det ikke ændrer ved, at der er meget at bekymre sig om.
Men netop derfor har vi brug for tro, for håb og for adventstidens forventning. Konfirmanderne har heldigvis ikke givet op!
Glædelig advent.
