Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: En af Jægerspris Gymnastikforenings store stoltheder er opvisningsholdet Gym Hunters, der senest blev udtaget til DGI’s Gallaopvisning med deres OL-show 4. april.
Men de unge gymnaster kan meget mere end det, eftersom de nu er sprunget ud som avisbude for at bidrage til finanserne i foreningen. Det skete, da de sammen uddelte Hornsherred Lokalavis’ Påskeguide 2025 til sommerhusene i Kulhuse og Nordskoven i påskeugen.
– De skal ud og tjene penge til hygge, siger Lene, der er formand i gymnastikforeningen.
23 gymnaster, tre instruktører og to hjælpetrænere udgør den samlede trup, der træner i Kignæs Hallen. Gym Hunters består overvejende af piger, men enkelte drenge har også fundet vej til opvisningsholdet, hvis medlemmer alle er i alderen 10 til 14 år.