Af Asger Thomsen
KIRKE HYLLINGE: Vi danskere bør skamme os over vores manglende interesse for Grønlands befolkning gennem mange år. Gennem 12 års skolegang, grundskole, mellemskole og gymnasium hørte jeg stort set intet om Grønland.
Min viden kom fra min mor, som læste højt for os børn af sin bibel, Jette Bangs ”30.000 km. med sneglefart” fra 1941 og fortalte om de store grønlandsfarere. Senere læste hun selv med glæde Jørgen Riels grønlandske røverhistorier.
Siden Stauning og Hedtoft havde få politikere beskæftiget sig med øen, men at Hedtoft i mangel af andet havde sunget ”Lille Peter Edderkop” for dem, vidste alle. Den står i ”De små synger”, sammen med ”I Niggerland” og ”Elefantens vuggevise”. Sangen ”Tre små kinesere på Højbro Plads” var også velkendt, ligesom børnebogen ”Lille sorte Sambo” og kiksen ”Sorte Marie”. Men om og for grønlandske børn – igen INTET, selv om vi spiste Eskimo-ispinde. Det gængse billede var hundeslæde, igloer og glasperlebroderier.
Fra Brugsens Cirkel-kaffe kendte vi Sikker-Hansens negerpige og i drengebøgen sprang lumske indianere rundt, men grønlandske ansigter var usynlige.
Danske børns viden om Grønland stammede for en menneskealder siden fra Richs- og Danmarks-album og OTA-bøger, som jo længe har været en fjern fortid, hvorefter alt kom til at stå i fordanskningens lys.
Langt senere kom en enkelt spillefilm og en julekalender med handling i Grønland. En af vore naboer arbejdede i kryolitminen og vendte hjem med et kryolitlandskab og et skib i en flaske, og vi hørte hvert år Julehilsener til Grønland i radioen og deltog også en enkelt gang i udsendelsen fra radiohuset
Skolebørn kom efterhånden på lejrskole og studieture rundt om i Europa, men så vidt jeg har konstateret aldrig til Grønland, bortset fra enkelte efterskoler
Som lærer på børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup havde jeg den glæde at komme til at undervise nogle søde grønlandske drenge, men det var trist at se dem gå op til ringvejen og betragte strømmen af biler fra begge side. Det søgte jeg at råde bod på, ved så ofte som muligt, at tage dem med på ture til forskellige seværdigheder og invitere dem med hjem. Besøg fra Grønland fik de aldrig, og de have ingen kontakt med voksne grønlandske patienter på Statshospitalet, ligesom ingen i personalet var grønlændere eller kunne tale grønlandsk, og undervisningsmaterialet var derfor naturligvis dansk og vi havde i undervisningslokalet kun Danmarks-kortet med Grønland indtegnet i en lille firkant. Jeg kunne også vise dem nogle sort/hvide film fra Statens Filmcentral, hvilket vi andre også havde gavn af.
Vi kunne få en masse farvestrålende gratis materiale fra især USA’s samt østeuropæiske ambassader, men om Grønland meget lidt. Det bedrede sig heldigvis senere med oprettelsen af grønlandske og nordatlantiske huse.
Børnenes diagnoser var selvfølgelig stillet efter danske normer. Som en psykiater sagde – godt nok om færinger: ”Det er vanskeligt at konstatere, hvornår en færing er psykisk rask”. Hvor meget sværere måtte det ikke være, når det drejede sig om en patient fra en grønlandsk kultur.
Noget af det er blevet bedre, men man diskuterer den dag i dag anvendelsen af danske forældreegnethedstests i Grønland.
Når vi har brystet os længe nok af vores lempelige kolonibehandling, kan vi begynde at skamme os over den manglende oplysning og formidling af en spændende og farverig kultur, nu hvor løbet ser ud til at være kørt!
