FREDERIKSSUND KOMMUNE: Lørdag d. 21. maj mellem klokken 10 og 14 kan familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom man aldrig har haft en fiskestang i hænderne før.
Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og deltagerne hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. En erfaren guide fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og kaste ud. Guiden ved desuden, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk.
Deltagerne mødes ved parkeringspladsen på Fiskerhusevej i 3630 Jægerspris – lige hvor Egelundsvej og Fiskerhusevej mødes.
Gennem hele maj flokkes store stimer af hornfisk langs vores kyster – også i Roskilde Fjord. Hornfiskene er på vandring mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.
Fisketuren sker i samarbejde med Frederikssund Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er man mellem 18 og 65 år, skal man huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne – dog skal børn under 13 år være i selskab med voksne.
Tilmelding sker ved at sende en mail til guiden Keld Juul Michaelsen på flyordie@fabulousflyfishing.dk
Det er muligt at hjælpe op til 15 personer med fiskegrej ad gangen.
Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Man er naturligvis også velkommen til at medbringe sit eget fiskegrej.