JÆGERSPRIS: Fredag den 9. september forsøger foreningen Musik mellem Fjordene så igen. Koncerten med Laura Kjærgaard i efteråret 2021 måtte desværre aflyses på grund af sygdom.
Men nu er det ganske vist. Rejsestaldens hyggelige lokaler kommer til at vibrere af god saftig gospelmusik denne aften.
Hvis der skulle være billetter, der ikke bliver solgt i forsalg, kan de købes ved døren. Men sats ikke på det, det er før gået galt, fortæller foreningens formand, Stig Pedersen..
Laura Arensbak Kjærgaard blev kendt i Danmark, da hun deltog i DR’s talentshow X-Factor 2008, hvor hun fik en flot 2. plads. Siden har hun levet af musikken i ind- og udland, primært med vægt på gospelgenren.
Hun er at finde som korleder for Copenhagen Gospel Singers, Amager Gospelkor og New Season. Derudover er hun del af den daglige og musikalske ledelse i gospelkirken The Gospel Fellowship i København.
Med sig på klaver denne dag har Laura Arensbak Kjærgaard pianist Kristof Jasik.
Ud over denne koncert byder Musik mellem Fjordene på yderligere tre koncerter i efteråret 2022.