Så kom det nye år. Med rusk og regn, storm og blæst. Sne og kulde. Nu er vi ikke længere i tvivl. Det er vinter nu. Vi er i gang med 2025. Vemodig ja, og samtidig med nye store håb for fremtiden. Fuldstændigt som sidste gang vi stod der klokken 24 og hørte Rådhustårnets slag. Goddag til det nye og farvel til det gamle.
Sådan har jeg det ikke helt, når jeg rydder op og rydder ud. I øjeblikket er jeg i gang med hele barndommens legetøj og ungdommens minder, ting og sager fra mit barndomshjem. Det er svært at sige farvel til det gamle, og samtidig så nødvendigt, hvis man skal sige goddag igen igen til det nye voksenliv, som man jo har, lever og for længst har fyldt ud. Det giver mange tanker om tidens tand, om tidernes gang og tidens minder. Men det er´ nødvendigt at sige farvel, rydde op og rydde ud, så nye kan tage fat på et godt levet liv i ”mine” gamle rammer. Mange tanker er gået tilbage til dengang. Til alle dem, som har været en del af mit liv. Som betød så meget og som helt sikkert har sat sig spor, uanset hvor meget man siger goddag til de og det nye. Minder er gode at have.
Hjemme i min baghave står en gammel muret bygning, som er opført i 1910. Jo du læser rigtigt. Den er mere end 100 år og bygningen har lige siden at jeg kom til, trængt til en kærlig hånd. Det er nu et par og tredje år siden. Tiden går jo. Men nu skulle det være. Farvel og ud med alt det gamle, som på en eller anden måde havde sneget sig ind i rummene og sat sig fast i gulvet uden at jeg helt huskede, hvad kasserne indeholdt. Og goddag til nye muligheder i ”nye” rum. Men det er ikke helt så lige til for en som mig. Måske behøvede jeg ikke at sige farvel, men blot at finde en ny anvendelse. Måske kunne det eller det bruges igen. Måske var der mange grunde til, at alt ikke bare røg på traileren til genbrugspladsen.
Men taget blev skiftet. Og murene bliver pudset op og kasserne taget en for en. Jeg nyder, at selv om indholdet, trods alt og for det meste, måtte skifte hænder, så stod de gamle mure nu langsomt i ny forklædning og vidnede om, at her en gang havde været både høns, gruekedel og lille værksted. En lille historie i sig selv. Og at baghuset igen får nyt liv. Goddag til alle de nye muligheder og goddag til de ting og sager jeg helt havde glemt var så fine. Ja der blev endda plads til et enkelt eller to nostalgiske småting, som jeg lige måtte have med mig ind i det nye år og de nye rammer.
Sådan er det også på min arbejdsplads. De gamle fine vinduer bliver endelig istandsat og andre må lade livet og lade sig skifte ud. Omhyggelige overvejelser om, hvad der skal bevares og hvad man sagtens kan sige farvel til. Her indpakket i økonomiske overvejelser, som er en evig prioritering af nødvendigheder, goddag og farvel-ting.
Ja sådan er det egentlig hele tiden. Et evigt goddag og farvel. Til årstidernes skifte. Til den kære hund eller kat. Til venskaber og bekendtskaber. Til sæder og skikke. Sprogbrug og hårmode. Og desværre også til dem man holder allermest af.
Og dog. Håbet for fremtiden. Drømmene om, hvordan det også kunne være. Nysgerrigheden for, hvordan og hvorledes, og ikke mindst lysten til at sige goddag igen igen igen til mulighederne, i stedet for at sige farvel og nej tak og alt var også bedre i gamle dage og hvad man ellers kan finde på, for ikke at være i nuet. Den lyst er der stadigvæk. Derfor skal det måske slet ikke være, som da Maria Stenz sang; ”Goddag og farvel” i 1972, men i stedet farvel og goddag?!.
For selv om det er svært at rydde ud og rydde op, så bliver det under alle omstændigheder goddag til 2025 herfra. Jeg er sikker på, at det bliver et helt forrygende år med så mange overraskelser, at fantasien aldrig vil kunne følge med. Hverken her eller i det store udland. Et år med hele molevitten. Med op- og nedture. Nye ven- og bekendtskaber. Med utrolige hændelser. Med arbejdsiver og lyst til fremgang og nye tider. Så herfra; først et farvel og så et goddag. Livet er jo forunderligt og helt sikkert en omgang til værd.
