LÆSERBREV
Af Jørgen Olsen
Irisvej 35, Skibby
At tale med et menneske i de digitale systemer er umuligt. I bedste fald møder vi ”chatrobot”, som man ”kælent” giver et navn.
Som hankøn ”møder” du Anna, hvis hunkøn Robert!
Skat – kun digitale henvendelser. Lægen – meget gerne digitale henvendelser. Din bank – Hold dig væk!
Forældre bombarderes med beskeder gennem Aula – husk at svare ellers interesserer du dig jo ikke for dit barn.
Kommunen – Elektronisk tidsbestilling eller hæng længe i telefonkøen.
Borgerservice og tumulten med MitId har givet endnu flere grå hår til de, som ikke allerede har dem. Det har betydet unødig belastning af medarbejderne i Borgerservice, lange ventetider, utilfredshed over hele linjen.
Du skal have din telefon på dig døgnet rundt klar til at reagere ved mindste bip. Hvis du ikke reagerer, får du endnu et bip med en påmindelse. Vi ved, hvor du er, og hvor du er på vej hen.
Er det frihed? Vi gør os ekstrem sårbare ved den megen digitalisering, hvor nedbrud sker.
Mange borgere opdager ikke indbydelserne på de kommunale elektroniske infokanaler til diverse høringer mv. Det ringe fremmøde viser det tydeligt. Er det fordi, de ”drukner” i malstrømmen af elektronisk info?
En kommune har, udover de elektroniske infokanaler, en lavpraktisk løsning der aldrig må glemmes. Et Borgermagasin. Udkommer seks gange om året. Uddeles til alle husstande.
Magasinet trykt på godt papir og i smukt layout, indeholder orientering om emner, der kommer til behandling i Byrådet.
Aktuelle høringer for borgerne. Orientering om nye anlægsarbejder. En datoliste. En inspirerende dobbeltside om kommunens kulturtilbud indtil næste borgerblad. En lille fortælling om livet i kommunen i gamle dage. Spændende. Et magasin man får lyst til at læse, gemme, benytte som opslagsværk.
Fremragende kommunikation med borgerne. Mulighed for kommunens dygtige medarbejdere til at fortælle om deres arbejdsområder, og dermed få respekt og forståelse for deres job.
Det koster, jovist. Fordelen ved denne ”sprække af medmenneskelighed i systemet” opvejer dog omkostningen, for alle er med, den ældre analoge medborger der kæmper med alt det nye. Den psykisk sårbare. De der ikke har tid, kræfter, lyst efter en lang arbejdsdag, til at sidde foran en skærm.
Sammenholdet, tilfredsheden – der er brug for for at opnå en sammenhængende kommune i sund udvikling øges med et borgermagasin.
Vi vil føle, vi er ”Frederikssundere’” ikke blot en upersonlig algoritme i systemet. Det er det værd.
