FREDERIKSSUND KOMMUNE: Den lange nedlukning af samfundet har haft konsekvenser for alle dele af samfundet. Store dele af detailhandlen har haft reduceret omsætning, børn, unge og ældre har savnet sociale aktiviteter og foreningslivet har måttet indstille mange aktiviteter for blot at nævne nogle af konsekvenserne.
Derfor har Byrådet på sit møde den 26. maj besluttet, at alle fagudvalg skal drøfte hvilke initiativer, der kan tages for bedst muligt at understøtte den gradvise genåbning af samfundet.
Initiativerne skal tilsammen bidrage til at understøtte aktiviteten i lokalsamfundet og samtidig være en håndsrækning til nogle af de grupper af borgere, for hvem nedlukningen har været svær.
Indsats for ledige
Nogle af kommunens fagudvalg skal drøfte genåbningen på deres møder i juni, mens andre allerede er i gang.
Det drejer sig blandt andet om Vækstudvalget, der i april besluttede at sætte konkrete resultatmål op, som skal styrke indsatsen for at hjælpe ledige.
Jobcenteret vil således intensivere sin indsats for at hjælpe virksomhederne med at finde den arbejdskraft, de efterspørger her og nu, og vil samtidig screene alle ledige i forhold til efteruddannelse og opkvalificering.
Støtte til foreningslivet
Også Folkeoplysningsudvalget har besluttet at støtte op om foreningslivet i kommunen.
På grund af et generelt lavere aktivitetsniveau i foreningslivet er de penge, som normalt gives til aktivitetstilskud, ikke brugt.
Men foreningerne får gavn af de tiloversblevne midler alligevel – i alt 1.073.000 kroner, idet udvalget har besluttet at dele beløbet i to nye puljer.
Den ene pulje på 350.000 kroner kan søges af foreninger til dækning af udgifter til håndsprit og værnemidler, stævner og lejrture i egen kommune samt tilskud til indkøb af materialer til særlige aktiviteter under coronanedlukningen.
Det resterende beløb kommer i en pulje, der fordeles mellem foreningerne som et ekstra medlemstilskud svarende til 75 kroner pr. medlem.
Tilskuddet kan gives sammen med en opfordring til foreningerne om, at det ekstra tilskud anvendes til at fastholde og igangsætte nye aktiviteter, som kan tiltrække tidligere og nye medlemmer til foreningen.
Endvidere er også støtten til aftenskoler forlænget til udgangen af juli måned.