På Skuldelev Maskinfabriks gavl ud mod Østergade er der vokset et 54 kvadratmeter stort maleri frem.
SKULDELEV: I 2022, efter en gåtur i grusgraven med sin hund, stoppede Henrik Schlytter ved den lokale maskinfabriks gavl ud mod Østergade.
Væggen kaldte på farver, og Henrik Schlytter fik hurtigt samtykke fra gavlens ejermand, smeden John Noer.
Henrik Schlytter ønskede at hylde Skuldelev med et stort gavlmaleri og kontaktede derfor Nikolaj Børding Therkildsen, DoArt i Holbæk for at høre nærmere om mulighederne.
– Gavlmaleriet er en hyldest til området ved Skuldelev. Henrik og jeg har i samarbejde udvalgt forskellige områder og motiver, fortæller Nikolaj Børding Therkildsen.
– Vores mål har været at skabe en hyggelig, eventyrlig stemning, så man trækker på smilebåndet, når man ser de genkendelige motiver.
Hvis man kigger godt efter kan man i det 54 kvadratmeter store gavlmaleri finde Selsø Slot, Skuldelev Mølle, Åsen, Skuldelev grusgrav, Skuldelev Kirke, Skuld springvand, fuglehuset og rækværket ved gadekæret, muflonerne, alpacaerne, Hansen is og de berømte vikingeskibe.
Lokale donationer
Alt i alt har Henrik Schlytter samlet 150.000 kroner ind blandt lokale erhvervsdrivende og privatpersoner.
– Jeg har været rundt og banke på en masse døre, siger han.
Den eneste betingelse, smeden har sat til gavlmaleriet, er, at der øverst i maleriet skulle være en ambolt.