Af journalist Tomas Skov
FREDERIKSSUND: Med en klode i krise på mange fronter har verdens centralbanker opkøbt store mængder guld de sidste år, og det har sendt guldprisen til historiske højder. Der er derfor penge at hente, hvis man har gamle arvestykker liggende hjemme i skuffen.
Nogle vælger at sælge dem, men mange holder liv i familiehistorien ved enten at få dem pudset op eller omstøbt til nye smykker. Det mærker de blandt andet hos Carlo Christiansen Eftf. ApS, hvor indehaver Charlotte Linde Bentzen modtager en del ældre arvestykker.
– Mange sælger deres guld, for prisen er høj. Olie og guld følges ad, når der er ballade i verden, fortæller hun.
Også for hankøn
Nogle har noget liggende, som de har arvet, men aldrig bruger. Andre synes, at det er hyggeligt at have sin mormors gamle guldsmykke, som man får smeltet om til et nyt smykke.
– Det kan have stor affektionsværdi. Smykker bærer historien videre, og det betyder meget for folk, fortsætter indehaveren.
Smykker ser man typisk på kvinder, men også unge mænd er i stigende begyndt at bære smykker.
– De har også en holdning til kvalitet, den historiske betydning og fornemmelsen af at noget går videre, fortæller Charlotte Linde Bentzen, der med to års pause har været i butikken, siden hun startede i 1997 efter gymnasiet.