[vc_row][vc_column][vc_column_text]Finn Amorsen er blevet forenet med den Rover 16 P2 Saloon, han som mekanikerlærling købte i 1964. Forude venter et par års arbejde med at gøre bilen i stand, for det er et såkaldt ”ladefund”.
Af Conny Probst
SKIBBY: Finn Amorsen har altid været glad for biler. Som 15 årig – den 1. april 1960 – kom han i lære som mekaniker hos Hans Lehrman, Volvo på Jagtvej.
I 1964, et par måneder før Finn Amorsen var udlært, kom en af firmaets sælgere op i lærlingenes frokoststue og spurgte, om der var nogen, der var interesseret i en ældre brugt bil.
– Han vidste knapt nok, hvilket mærke, der var tale om, men sagde, at den var fin, fortæller Finn Amorsen.
Bilejer for 2.000 kroner
Sælgeren kendte en enkefrue i Hellerup, som havde bilen stående i en garage efter mandens død et par år før. Ingen arvinger eller andre nærtstående var interesseret.
– Vi kørte ud på Gersonsvej, talte med enken og lånte garagenøglen. – Bilen var en Rover 16 P2 saloon, altså ”sixlight”, fra 1946, med et ret beskedent kilometertal på tælleren. Den fængede umiddelbart, og vi blev enige om 2.000kroner.
Det var mange penge, for timelønnensom mekanikerlærling var under to kroner.
– Heldigvis var der mulighed for meget ”fusk”, eller rendestensreparationer, som gav lommepengene. Blandet andet hovedreparation af en Rolls Royce, Phantom II i en garage i Charlottenlund, husker FInn Amorsen.
– Det var ikke meget, enkefruen vidste om Roveren. Det havde tydeligvis været mandens domæne. Men hun kunne dog fortælle, at den fra ny var indkøbt til direktionen på Tuborg Bryggerierne, hvor hendes mand havde været værkmester.
Finn Amorsen fik lov at tage den ind på værkstedet på Jagtvej en lørdag eftermiddag efter fyraften. Han vaskede og pudsede den, skiftede olie og justerede bremserne.
– Og om mandagen kørte firmaets ”synsmand” ind på polititorvet til syn – og man var blevet fint kørende, fortæller han.
Uanset det lave kilometertal, måtte han hovedreparere motoren.
Ikke en familiebil
Så mødte Finn Amorsen sin hustru, stiftede familie og byggede hus. Altsammen ting, som desværre ikke var kompatibelt med en ældre ”egoistbil”.
– Bagagerummet kunne hverken rumme barnevognskasse eller byggematerialer. Dum som man var, skilte jeg mig af med den. Dengang betød det intet, for det var jo en 20 år gammel bør.
– Inden da, nåede vi dog – før børnene kom til – at køre til Monaco i den og se grand prix’et i maj 1965.
– Men hvor har det ærgret mig de senere år, hvor der, efter salg af vores virksomhed, var både tid og midler til legetøjet.
Et opsporingsarbejde
Parret har en søn, som er gået i faderens fodspor: Mekaniker, lastbilschauffør, vognmand, og ivrig med veteranlastbiler m.m.
For et par år siden sagde han pludselig: – nu vil jeg ikke høre mere om den Rover, for der er to til salg på Rover Owners Club’s hjemmeside. Finn Amorsen købte så den ene, og det har han ikke fortrudt. Sideløbende har han dog forsøgt at spore, hvad der blev af ”den gamle”.
– Det er utallige internetsider og registrer m.m., jeg har gennemtrawlet uden resultat.
Søndag den 3. januar så sønnen på facebook, at der i Jylland var en Rover 16 til salg sammen med nogle andre ”ladefund”.
– Og på de medfølgende billeder var jeg næsten sikker, at her var den, fortæller han.
Finn Amorsen fik fat i sælgeren og fik lavet en aftale om besøg dagen efter.
– Jeg berettede selvfølgelig om min mistanke. Og uanset, at han havde utallige tilbud allerede på bilen, så var han ikke i tvivl om at holde den til mig.
– Sælgeren havde bilerne som arv fra en gammel onkel, og havde allerede kasseret 22 biler.
– Med til historien hører, at foruden ”vraget” af min gamle bil, som jeg fik for 10.000 kroner, fik jeg et tilsvarende vrag af en højrestyret Rover 16 P2 sport saloon, også fra 1946, og identisk med 1947 modellen, jeg allerede har.
– Meget ukomplet. Blandt andet mangler motor og gearkasse. Men den indeholder jo mange anvendelige dele til både den ene og den anden.
– Den fik jeg med for 2.000 kroner.
Begge biler har nok stået i en lade i omkring 50 år, så alle ”bløde” dele, sæder, indtræk, bundplader (træ) osv. er for længst væk.
– Til gengæld var der fjer nok til en god dyne i den ene. Så den har jo nok stået i hønsehuset.
Der er arbejde til lang tid i projektet. Men intet er umuligt, forsikrer Finn Amorsen.
– Vi snakkes ved om to til tre år – år eller mere.
Alle fotos: Steen Westh [/vc_column_text][vc_single_image image=”44610″ img_size=”800×565 pixel”][vc_single_image image=”44611″ img_size=”800×564 pixel” add_caption=”yes”][vc_single_image image=”44612″ img_size=”800×568 pixel”][/vc_column][/vc_row]
