SKULDELEV: Lørdag den 17. august er der igen gadekærsfest i Skuldelev, og bylauget har sat alle sejl til at få en god aften.
– Vi har hyret dansktopsangerinden Lotte Riisholt til at skabe den gode stemning efter fællesspisningen og lægge op til, at danseskoene kommer i sving, fortæller oldermand Jørgen Christensen.
– Lotte Riisholt har flere gange været på TV Charlie og andre TV-stationer, hun har deltaget på Dansktopfestivallen i Hedensted og sunget på Bakkens friluftscene i forbindelse med Fællessang på Bakken, samt på den store scene i teltet på Bakken.
I 2016 modtog Lotte Riisholt prisen for ”Det bedste dansktophit”. I 2017 blev hun igen nomineret som bedste kvindelige solist, men fik ikke prisen. I 2018 vandt hun prisen for ”Bedste kvindelige Dansktop solist”.
Billetter kan købes i Dagli’Brugsen i Skuldelev. Børn har gratis adgang.
Lørdagen starter med generalforsamling i teltet, hvor der er kaffe og en lille én til halsen.
Fredag aften holder de aktive forældre den årlige børnediscofest med konkurrencer, dans og boder med spil og anden underholdning.