FREDERIKSSUND KOMMUNE: I 2018 drøftede politikerne, om der skulle ske en harmonisering af natbelysningen i forhold til strategien i de tidligere kommuner. I de tidligere kommuner Frederikssund og Skibby havde borgerne haft natbelysning, mens borgerne i Slangerup og Jægerspris Kommune var vant til, at lyset var slukket.
I budget 2019 besluttede Byrådet, som led i en besparelse, at slukke gadebelysningen mellem klokken 01 og klokken 05 og herved få en besparelse på 600.000 kroner om året (2018- prisniveau).
Det krævede en investering på 100.000 kroner til montering af ure i tændskabe, så lyset kunne slukkes i nattetimerne.
Af de 10.500 kommunale lamper, er de 3.000 tændt hele natten. Slukning af lyset om natten er ikke gennemført omkring signalanlæg og fodgængerfelter i henhold til vejreglerne samt omkring havnen i Frederikssund by, Frederikssund Station og Slangerup Rutebilstation, dette af sikkerhedsmæssige og tryghedsskabende årsager.
Ligeledes har måden, belysningsmasterne er koblet sammen på, betydning for, om der er indført natslukning. Hvis der ikke er tændskabe, til afkobling af enkelte veje, er disse fortsat oplyst, da de er en del af en lang ”streng”.
Borgerhenvendelser
Spørgsmålet om, hvorvidt gadelyset skal være tændt eller slukket om natten, har altid givet henvendelser til administrationen.
Henvendelserne har til dels været afhængige af lokaliteten:
I Frederikssund omhandlede hovedparten af henvendelserne fortrinsvis tryghed.
I Jægerspris værdsatte borgere muligheden for at se stjerner på nattehimlen.
Weekend-belysning
Såfremt belysningen skal være tændt natten mellem fredag og lørdag samt mellem lørdag og søndag, reduceres besparelsen med 200.000 kroner, da det koster cirka 100.000 kroner at have lyset tændt en enkelt nat, svarende til 1/7 del af den samlede besparelse.
I udvalget for Plan og Teknik har Kirsten Weiland (N) stillet forslag om, at der fremlægges en prioriteringssag med henblik på at finde midler i indeværende år til belysning fredag og lørdag nat i Frederikssund by for resten af 2022.
For stemte: Kirsten Weiland (N) og Michael Tøgersen (V).
Imod stemte: Lars Jepsen (A), Anne-Lise Kuhre (A), Kenneth Jensen (A), John Schmidt Andersen (V) og Jørgen Bech (V).
Forslaget blev forkastet.