Fugletællingerne fortsætter

Fugletællingerne fortsætter

Af Conny Probst

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Et flertal i Plan- og miljøudvalget har sagt ja til, at Frederikssund Kommune fortsætter med optælling af fugle i Roskilde Fjord. 

Opgaven med optælling af fugle er ikke lovbestemt. Det er et valg, hvorvidt kommunen ønsker at afsætte penge hertil.

Roskilde Fjord er yngle- og rasteområde for en lang række arter af vandfugle, hvoraf flere er fåtallige ynglefugle i Danmark. Hele fjorden er af samme grund udpeget som et af Danmarks 113 Fuglebeskyttelsesområder og indgår dermed i det internationale Natura 2000-netværk.

Naturbeskyttelse
Fugletællingerne i Roskilde Fjord har været udført siden 1978 og har gennem årene tilvejebragt et solidt datagrundlag, som amterne og sidenhen kommunerne har anvendt i blandt andet den daglige administration af Naturbeskyttelsesloven.

Desuden har oplysninger fra fugletællingerne været benyttet i Naturstyrelsens Natura 2000-basisanalyse og Natura 2000-planer for fuglebeskyttelsesområdet Roskilde Fjord. 

Som en del af overvågningen registreres også eventuelle forekomster af invasive arter som rotter og mink.

Kommunalt samarbejde
Fugletællingerne gennemføres som et tværkommunalt samarbejde mellem Frederikssund, Roskilde og Lejre Kommuner. Fugletællingerne udføres som konsulentydelse. 

Roskilde og Lejre kommuner deltager i lighed med tidligere år. 

Frederikssund Kommunes andel af fugletællingerne i 2019 er prissat til 20.000 kroner og inkluderer optælling af fugle på øerne i Roskilde Fjord. Dog ikke Eskildsø, hvor nationalparken står for opgaven.

For stemte: Jørgen Bech (V), Michael Tøgersen (V), Pelle Andersen-Harild (Ø) og Tina Tving Stauning (A). Lars Thelander Bostrøm (O) stemte imod; han ønskede i stedet en prioritering af turismeområdet. 

Andre artikler fra denne uge