Frivilligfejring går nye veje

Frivilligfejring går nye veje
Lejre Kommune gør en ekstra indsats for at vise de mange frivillige taknemmelighed. Foto: Lejre Kommune

LEJRE KOMMUNE: Igen i år sætter Lejre Kommune fokus på de mange frivillige, der hver dag bidrager til fællesskabet og løfter kommunens vision om Vores Sted. Og i år går udvalgene for Kultur, Fritid & Turisme samt Social, Sundhed & Ældre nye veje for at takke de frivillige: Tidligere er fejringen sket på Frivillig Fredag, og som noget nyt vil kommunen fejre alle de frivillige i en hel uge gennem en lang række tiltag.

Fra 23. til 27. september vil der derfor være en række aktiviteter, der hædrer de frivillige. Som noget nyt tilbydes et gratis kursus for foreninger med fokus på at tiltrække flere frivillige.

Alle, der er frivillige på aktivitetscentre, plejehjem, socialområdet og i foreningslivet, inviteres også en aften i biografen i Hvalsø Bio og til frivillig Fredagsbar i Domus Felix, hvor årets frivilligpris uddeles.

Chok og chokolade
Derudover vil årets foreningspris, årets trænerpris og årets lederpris blive overrakt ved overraskelsesbesøg ude i foreningerne. Forud for fejringen vil en række portrætter af lokale frivillige også blive offentliggjort for at sætte fokus på den store forskel, de gør.

En anden nyskabelse i år er, at alle borgere selv kan sige tak til en frivillig, der har ydet en stor indsats. På alle kommunens biblioteker og andre udvalgte steder vil det være muligt at hente et takkekort med chokolade, som man kan udfylde og give til netop den person, der har gjort noget prisværdigt for andre.

Sammenhængskraft
Formand for Kultur, Fritid & Turismeudvalget, Ida Dyhr, understreger vigtigheden af de frivilliges indsats.

– Det, at vores frivillige i Lejre byder ind i fællesskabet, er uvurderligt. De er med til at skabe fælles oplevelser og styrke sammenhængskraften på tværs af vores kommune, også helt ude i de enkelte landsbyer og foreninger. De er noget for andre mennesker –helt frivilligt, og det skal vi hylde, siger hun.

Og formanden for Social, Sundhed & Ældre, Birgitte Schytte, tilføjer:

– I Lejre har vi et fintmasket net af frivillige, der løser kæmpemæssige vigtige opgaver indenfor social og sundhedsområdet. Frivillighed er det DNA, der binder vores kommune sammen. Derfor er påskønnelsen af de frivilliges store indsats så vigtig. Fejringen skal genspejle de mange forskellige frivillige, vi har.

Lejre Kommunes håber, at den nye form for frivilligfejring vil betyde, at endnu flere frivillige oplever, at de bliver værdsat, og at kommunen har blik for, hvor meget deres frivillige indsats betyder.

Interesserede kan læse meget mere om Frivilligugen på http://www.lejre.dk/frivilligugen.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Ord over fjord


FREDERIKSSUND: Lørdag 14. september er du hermed inviteret til den helt gratis festival ORD over FJORD 2024 med forfattere, kunst,

Læs mere »