FREDERIKSSUND KOMMUNE: Frederikssund Kommunes fritidspas er en succes. Siden tilbuddet trådte i kraft i maj 2022 er 369 børn og unge blevet hjulpet i gang med en fritidsaktivitet gennem økonomisk støtte og vejledning. Alene i 2024 har 213 børn og unge indtil videre fået et fritidspas, og efterspørgslen ser kun ud til at fortsætte.
Med fritidspasset giver Frederikssund Kommune mulighed for, at børn og unge som af økonomiske, kulturelle eller sociale årsager ikke er aktive i foreningslivet, kan få støtte til kontingent og udstyr. Der er ansat to fritidsvejledere, som hjælper barnet/den unge med alt det praktiske – lige fra tilmelding og kontingentbetaling til det første besøg på foreningsholdet og opfølgende samtaler. Alt sammen med det mål at fjerne eller mindske de barrierer som barnet/den unge kan opleve i forbindelse med deres deltagelse i fritidslivets fællesskaber.
Efterspørgslen efter fritidspas vidner om, at der er mange familier i Frederikssund Kommune, som har behov for den økonomiske og sociale støtte, som fritidspasset tilbyder familierne.
Aktivitet giver trivsel
Formand for Unge, fritid og idræt Niels Martin Viuff (C) glæder sig over fritidspassets succes.
– Det er glædeligt, at vi har kunnet hjælpe så mange børn og unge ud i fritidslivets fællesskaber. Det er vigtigt for os, at børn og unge i Frederikssund Kommune har mulighed for at dyrke en fritidsinteresse og få en masse gode oplevelser sammen med jævnaldrende. Ikke mindst fordi vi ved, at børn med et aktivt fritidsliv oftere er i bedre trivsel end børn uden fritidsinteresser, siger han.
En forælder, hvis børn har modtaget fritidsvejledning og økonomisk støtte fortæller:
– Jeg har tre børn, og det koster meget for mig. Jeg synes, det er godt for mine børn, at de har mulighed for at gå til noget i fritiden. Min datter går til gymnastik sammen med sine bedste kammerater fra klassen. De venter sammen og hygger sig. Jeg synes bare, det er rigtig godt.
Klassikere hitter
De mest populære fritidsaktiviteter blandt børnene og de unge er fodbold, svømning og gymnastik. Samlet set er børn og unge meldt ind i over 20 forskellige aktivitetstilbud, herunder kampsport, musik, teater, skydning, spejder, amerikansk fodbold og e-sport. Det er muligt at få et fritidspas til alle aktiviteter som findes i de folkeoplysende foreninger i Frederikssund Kommune.
– Vi oplever, at foreningerne står klar til at tage imod de børn og unge, som vi følger til en aktivitet. Det betyder rigtig meget for de børn og familier, som vi er i kontakt med, fortæller Lærke Piil, der er fritidsvejleder i Frederikssund Kommune.
Fritidsvejlederne hjælper gerne børn og unge med at finde den rette aktivitet blandt foreningernes mange spændende tilbud.
Fritidspasset giver også mulighed for at børn og unge kan få økonomisk støtte til deltagelse i stævner, turneringer og camps. 30 børn og unge har i 2024 blandt andet deltaget i fodboldskoler og Aqua camps afholdt af foreninger i Frederikssund Kommune.
– For de børn og unge som vi er i dialog med, har fritidspasset en afgørende betydning for, at de kan blive en del af fællesskaber i idræts- og fritidslivet, siger fritidsvejleder Tine Ax.
/TS
Fritidspas
Hvis du er forælder til et barn eller ung, der gerne vil gå til idræt, spejder, teater eller musik, og du ikke har mulighed for at betale kontingent til en forening, så er der mulighed for at få hjælp med et Fritidspas.
Du kan læse mere på Fritidspas hjemmeside eller kontakte Frederikssund Kommunes fritidsvejledere på telefon 20 30 56 05 eller telefon 20 58 83 51.