Frederikssund Kommune har sat en negativ Danmarksrekord

Frederikssund Kommune har sat en negativ Danmarksrekord

Af Fjordlandslisten v/
Kirsten Weiland
Møllevej 35, Frederikssund
Lennie Hansen
Askevej 33, Jægerspris
Ole Peltola Muslingevej 7, Jægerspris
 

For en lille uge siden blev en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om andelen af lærere i folkeskolen uden læreruddannelse offentliggjort.

Analysen ranglistede alle landets kommuner og i den forbindelse er det chokerende at konstatere, at skolevæsenet i Frederikssund Kommune har sat en negativ Danmarksrekord, idet vi har 34 procent ikke-læreruddannede undervisere i skolevæsenet.

Det placerer derfor Frederikssund Kommunes skolevæsen på sidstepladsen blandt alle landets kommuner! På sidstepladsen.

Alle eksperter er enige om, at læreren er den vigtigste enkeltfaktor i forhold til elevernes udbytte af skolegangen, og derfor er det vel nærmest den værste rangliste at ligge sidst på.

Vel er der lærermangel i Danmark og specielt i Nordsjælland, men Frederikssund Kommunes skolevæsen plejer altid at ligge bedre end både Halsnæs og Lolland/Falster, men det gør vi så ikke mere.

Dette problem kan ikke undgå at have en afsmittende virkning på vores afgangselevers karakterer, hvorfor problemet også kommer til at forfølge mange af vores unge videre i deres karriereforløb. 

For et lille halvt års tid siden gjorde vi status over skolevæsenets tilstand i en artikelserie. 

Vi afdækkede dengang adskillige problemstillinger forårsaget af den førte skolepolitik med evindelige omstruktureringer, klasseoptimeringer og besparelser.

Vi forsøgte dengang at råbe Uddannelsesudvalget op, men vores bekymringer blev blankt afvist af Uddannelsesudvalgets formand Morten Skovgaard, som ikke mente, at der var grund til bekymring. Hans skråsikre udtalelse lød: “Folkeskolen lever og har det godt”.

Nu er skolevæsenet så langt nede, som det overhovedet kan komme, og 3 af de væsentligste årsager har byrådet og Uddannelsesudvalget ansvaret for:

Kommunens ledelsesstruktur med generalister som chefer i stedet for chefer med specifikke faglige kompetencer.

Kommunens forkærlighed for stordrift og matrikelskoler – en strategi, som forlængst er fraveget af mange andre kommuner – herunder bl.a. Holbæk. 

Kommunens trang til at topstyre – uden tillid til medarbejderne.

På den måde skaber man ikke et udviklingsorienteret og dynamisk skolevæsen, som vi ellers har stærkt brug for.

Fjordlandslistens åbne spørgsmål til Morten Skovgaard er derfor: Hvor langt ned skal skolevæsenet synke, førend du og Uddannelsesudvalget erkender 

problemerne?

Andre artikler fra denne uge