Læserbrev
Af Michael Tøgersen,
borgmesterkandidat (LA)
En dag skal vi dø, men alle de andre dage skal vi ikke….. Det skal vores lokale unge tro på og leve efter.
I starten af et barns liv er vi forældre deres overlevelse, deres klippe, deres autoritet, den de tror på, så vi skal nyde den periode, inden de rammer teenagealderen, hvor det ret hurtigt går den anden vej. MEN vi skal også tage den tillid dybt seriøs.
Vi, nyhederne og andre autoriteter har med vores retorik gjort mange af vores unge bange for fremtiden. De unge har lige oplevet corona perioden, som var taget ud af en science fiction serie og har givet mange unge ar på sjælen. De blev bl.a. socialt isoleret i en periode, hvor hormoner mm. er ude af kontrol. De så bl.a. ligkister i tusindvis blive transporteret fra hospitaler i Italien.
Nyhederne viser sønderbombede huse og lig i gaderne i Ukraine, unge festivaldeltagere blive mejet ned og bombede hospitaler i Mellemøsten, oversvømmelser, orkaner jævne byer med jorden og tale om smeltet indlandsis med den konsekvens at vandstanden på jorden stiger enormt.
Det er jo ikke en verden at leve i. Hvorfor skal jeg som ung så kaste mig ud i en lang svær uddannelse på SU, når jeg alligevel ikke bliver gammel, men kan blive hjemme og se tv og se endnu flere katastrofer, mens jeg kan være på kontanthjælp? Hvorfor skal jeg sætte børn i verden, som ellers er noget at det mest livsbekræftende, der findes?
Vi har en ung generation, der mere end nogensinde er i mistrivsel eller har diagnoser, og vi har rigtig mange af den slags unge i Frederikssund Kommune. Unge, der har slået op i banen. Unge, der har udsigt til et svært liv med begrænset livskvalitet og risiko for misbrug. Er vi måske ubevidst deres værste fjende?
Hvordan giver vi vores unge i Frederikssund Kommune et positivt mindset? Giver dem troen på fremtiden? Giver dem troen på at det giver muligheder i fremtiden at tage en uddannelse? At det giver mange glæder at sætte børn i verden?
Vi skal starte med os selv som forældre, og så skal vi i Frederikssund Kommune have en seriøs snak blandt alle som er en del af børnenes hverdag, det være sig pædagoger, skolelærere, frivillige i fritiden m.fl. om hvordan vi giver børnene troen på fremtiden. Vi skal sørge for, at de tror på, at de bliver 100 år, og de får et fantastisk liv.
Hvis vi kan det i Frederikssund Kommune, så får vi den bedste kommune med de gladeste og mest raske unge, der kommer til at give så meget tilbage til fællesskabet.
Lad os starte i dag med at tale vores unge op, og så holde en begejstringskonference for forældre og de, der er en del af børnenes hverdag, så vi kan aftale, hvordan vi bedst giver dem troen på et langt og lykkeligt liv…..