Anmeldelser til Nordsjællands Politi i den forgangne uge.
HORNSHERRED: Dyreknogler fundet i vandet: Nogle knogler blev torsdag eftermiddag klokken 14.45 fundet i vandet ved Gerlev Strandpark af en hundelufter. Politi, dykkertjeneste og teknikere kørte til stedet og det blev senere slået fast af retsmedicinerne, at der var tale om dyreknogler.
Spirituskørsel: Skibby: En 49-årig kvindelig bilist fra Skibby blev torsdag klokken 15.53 standset af en patrulje på Nordvejen. Her viste et alkometer, at hun formentlig havde ført bilen med en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Derudover blev hun også sigtet for at køre bil, selv om hun ikke havde generhvervet sin førerret.
Kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hendes eventuelle spirituspåvirkning.
Falsk bankmand: En mand udgav sig onsdag eftermiddag mellem klokken 17.00 og 17.30 for at være fra en bank, da han ringede til en 77-årig kvinde fra Jægerspris.
Efterfølgende mødte han eller en medgerningsmand op på kvindens adresse, hvor han fik udleveret hendes dankort og pinkode. Den mand, som mødte op på adressen beskrives som mellemøstlig af udseende, 160-165 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med mellemlangt sort hår. Han bar mundbind.
Flere borgere i Nordsjælland er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed eller en bank for at lokke personlige oplysninger og betalingskort med tilhørende information ud af borgerne.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer eller sine betalingskort til ukendte personer.
Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed eller virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet.
Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed eller virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.