Foredrag om fiskeriet i Roskilde Fjord

Foredrag om fiskeriet i Roskilde Fjord

Lystfiskerforeninger og fagfolk arbejder sammen om at forbedre fiskeriet i Roskilde Fjord. Det kan man høre meget mere om i foredrag på Frederikssund Museum, Færgegården

JÆGERSPRIS: Det står ikke så godt til med fiskene og deres muligheder for at yngle i Roskilde Fjord. Men det arbejder lystfiskerforeninger og fagfolk sammen om at gøre noget ved. 

Frederikssund Museum på Færgelundsvej inviterer til foredrag 22. november med naturfaglig vinkel på samspillet mellem fjord og menneske.

Roskilde Fjord har historisk været et godt sted at fiske – før i tiden som en livsnødvendighed, i dag mest som en fritidsbeskæftigelse. Men der skal gøres en særlig indsats, hvis fjorden fremover skal være et godt levested for alle de fisk, som fjordens lystfiskere og mange andre har glæde af. 

Meget tyder nemlig på, at det ikke er så let for fjordens fisk at reproducere sig selv, som det burde være.

I 2011-14 satte man pighvar-yngel ud for at få flere fisk i fjorden. Man håbede, at bestanden efter nogle år ville begynde at reproducere sig selv. Det er ikke sket.

Ørred-bestanden har det heller ikke for godt, for miljøet i vandløbene, hvor ørreden gyder, er ikke længere gunstigt. Den meget varme sommer med vandtemperaturer på over 25 grader har kun gjort det værre.

Heldigvis arbejder en række foreninger og organisationer sammen om at blive klogere på forholdene for fiskene og forbedre fiskeriet i fjorden. Danmarks Tekniske Universitet (DTU Aqua) har de seneste år lavet undersøgelser af pighvar og ørred i fjorden for at forstå, hvad der begrænser fiskebestandene. 

DTU Aqua samarbejder med blandt andet Gershøj Fritidsfiskerforening og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub om at mærke fiskene med små elektroniske transmittere, der betyder, at fiskenes vandringer i fjorden kan kortlægges. 

Undersøgelserne viser blandt andet, hvor fiskene gyder, og på hvilke tidspunkter fiskene trækker ud og ind af fjorden – alt sammen vigtig viden, hvis forholdene for fiskene – og dermed fiskeriet – skal forbedres.

Man kan få meget mere at vide om fiskenes forhold, og det store arbejde der bliver gjort for at forbedre dem, når Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til foredrag med Jon C. Svendsen. Han er seniorforsker ved DTU Aqua og arbejder med kystnære fisk, fiskenes behov for levesteder og fiskeriet i Roskilde Fjord.

På aftenen vil udstillingen ”Menneske og fjord” åbne en time før foredraget, så det er muligt at opleve den kulturhistoriske udvikling og de arkæologiske fund inden. Entréen er inkluderet i prisen.

Foredraget den 22. november holdes mellem klokken 19 og 21. Billetter kan købes i museumsbutikken eller på billetto.dk.

Andre artikler fra denne uge