Det nye tilbud til unge med psykiske og sociale udfordringer får base i Skibby.
Af journalist Conny Probst
FREDERIKSSUND KOMMUNE: På baggrund af faldende elevoptag på den Forberedende Grunduddannelse (FGU) har den kommunale ungeindsats igangsat et arbejde med at undersøge muligheder for at øge elevoptag og fastholdelse.
Et af initiativerne har været at afklare mulighederne for etablering af et særligt FGU-tilbud.
Tilbuddet skal rumme den gruppe af unge, som ikke er i stand til at gå i en almindelig FGU, men som profiterer af et særligt tilbud, hvor der er ekstra støtte, et særligt tilrettelagt skema samt færre elever og mulighed for lavere timetal.
Midlerne til etablering af tilbuddet blev godkendt i forbindelse med vedtagelse af budget 2024.
Målgruppen
Tilbuddet er målrettet unge der har psykiske eller sociale udfordringer af forskellig karakter.
Eksempelvis udviklingsforstyrrelse som autisme, ADHD eller psykiatriske diagnoser som eksempelvis angst og depression.
Tilbuddet kan rumme op til 12 elever, hvor der tilknyttes to ansatte i skoletilbuddet. Den ene vil være en FGU-lærer, der finansieres af FGU-Nordsjælland. Den anden vil være en pædagogisk medarbejder ansat af Frederikssund Kommune.
I tilbuddet vil det være muligt at arbejde med flere fagtemaer afhængig af elevernes interesse. Fælles for temaerne er, at der tages udgangspunkt i konkrete og autentiske problematikker. Herudover vil der være undervisning med fokus på hverdagsmestring og mulighed for erhvervstræning og praktikperioder.
På FGU plus har eleverne det samme antal timer på de øvrige FGU-hold, dvs. 26 timer. Hvis der er behov for, at en elev har brug for nedsat tid i en periode, skal det godkendes i FGU-visitationsudvalget.
Det forventes, at der vil være nogle unge blandt denne målgruppe, der har udfordringer med at tage offentlig transport.
Derfor arbejdes der på, om der kan etableres en transportordning fra et opsamlingssted Frederikssund for de unge, der har udfordringer med at transportere sig.
Tilbuddet vil blive placeret på FGU-skolen i Skibby.
Holdet vil få eget lokale med egen indgangsdør og mulighed for opdeling af rummet og eget pauserum.
FGU plus tilbuddet forventes at være i drift i skoleåret 2024/2025.