Forårsprogram fra biblioteker og kulturhuse

Forårsprogram fra biblioteker og kulturhuse

Kulturkalenderen for januar til maj 2020 er udkommet og kan blandt andet afhentes på det lokale bibliotek og i Rejsestalden. 

FREDERIKSSUND KOMMUNE: I anledning af naturens år og DR’s storslåede kommende TV-serie om ”Vilde vidunderlige Danmark”, dykkes der i det nye år ned i naturens verden. Man kan blandt andet deltage i festivalen NATUR’ligvis i Rejsestalden, som sætter fokus på natur, klima og miljø, og tage med Elværket på guidet forårsudflugt til Eskilsø. 

Også på Frederikssund Bibliotekerne er naturen i centrum, eksempelvis til foredraget Vild Med Vilje, hvor deltagerne kan blive klogere på biodiversitet, samt hvordan man selv kan skabe bedre vilkår for en mere levende og mangfoldig natur.

Kreative aktiviteter for alle aldre
I løbet af foråret er der arrangeret en lang række kreative workshops og aktiviteter. 

Til keramikworkshop i Rejsestalden får man chancen for at arbejde med ler og glasering, når keramiker Nana Andersen underviser og hjælper deltagerne i gang. 

I vinterferien kan børn og deres voksne blandt andet dekorere termokrus og drikke varm chokolade i Rejsestalden, og dekorere flotte fuglefoderhuse til havens småfugle på Skibby Bibliotek. 

Nyt bibliotek i Jægerspris
Til februar flytter Jægerspris Bibliotek adresse, og åbningen af biblioteket i nye, flotte rammer markeres med borgmesterbesøg, jazzmusik og foredrag for både børn og voksne.

I den forbindelse kan man møde biologen Anders Kofoed, kendt fra ”Go Morgen Danmark”. Han vil fortælle om alle de ting, man ikke vidste om dyr – og som man måske slet ikke har lyst til at vide.   

Der kan læses mere om det fulde forårsprogram –  samt datoer og tidspunkter for de nævnte aktiviteter – i Kulturkalenderen for januar til maj. 

Alle aktiviteter kan ses på den enkelte arrangørs hjemmeside, hvor der også kan bestilles billetter til de enkelte arrangementer. 

Andre artikler fra denne uge