FREDERIKSSUND KOMMUNE: Frederikssund Kommune vil sætte spot på de mange muligheder, der er for at være med i fællesskaber i kommunen.
Det sker på den første af i alt tre FrederiksSund Dage i foråret 2023.
Her vil kommunens mange foreninger, organisationer med flere åbne dørene og vise deres spændende tilbud.
FrederiksSund Dagene udspringer af kommunens sundhedspolitik ”Sammen om Sundhed”, som fokuserer på områderne mental sundhed, sundhedsfremme og det nære sundhedsvæsen.
– Det er vigtigt for os i Social og sundhed at sætte fokus på de ting i hverdagen, der betyder noget for vores sundhed og trivsel – især i en tid, hvor mange oplever ensomhed eller kæmper med kronisk sygdom. Derfor vil vi gerne vise de mange tilbud og aktiviteter i kommunen, som kan gøre en forskel for vores trivsel og sundhed. Det er især aktiviteterne hos vores mange frivillige foreninger, kulturinstitutioner, aktivitetscentre med flere, som allerede gør en stor forskel for mange borgere i dag. Det er også de kommunale tilbud, der kan blive brug for i forbindelse med sygdom og genoptræning. Så vi glæder os til at vise alle de gode aktiviteter frem, fortæller Anne Sofie Uhrskov, formand for Social og sundhed.
Tre temaer
Sæt kryds i kalenderen ved de tre FrederiksSund Dage:
• Tirsdag den 21. marts: Flere i fællesskaber
• Mandag den 17. april: Færre med kronisk sygdom
• Torsdag den 25. maj: Flere op på cyklen.
Flere med
i fællesskaber
Når det den 21. marts handler om fællesskaber, vil foreninger, organisationer og mange andre vise deres spændende aktiviteter – lige fra guidede vandreture, yoga og rulleskøjteløb til esport og fællessang.
– Der er flere og flere, som oplever at være ensomme – også i Frederikssund Kommune. Det kan betyde meget for vores trivsel at være en del af et fællesskab. Det kan være i spejdergruppen, i sejlklubben eller i en læsegruppe på biblioteket. Derfor vil vi gerne vise de mange muligheder for at være med i fællesskaber, vi har i kommunen. Vi håber, at rigtig mange vil prøve de spændende tilbud på dagen og måske får lyst til at fortsætte i fællesskabet efterfølgende, siger Niels Martin Viuff, formand for Unge, fritid og idræt.
Ensomhed
Frederikssund Kommune sætter i de kommende år ekstra stort fokus på at få flere med i fællesskaber og forebygge ensomhed.
Det sker gennem flere initiativer, som skal gøre det nemmere for alle at få øje på mulighederne for fællesskaber i kommunen.
I Frederikssund Kommune føler én ud af ni borgere over 16 år sig ensom. Hver femte af disse borgere ønsker hjælp til at komme i gang med sociale aktiviteter. (Tal fra Sundhedsprofilen 2021).