Når Ryegaard Gods 1. december åbner for Jul på Ryegaard er der endnu flere flotte juletræer, end der plejer at være, når gæsterne drager i hestevogn ud for at fælde familiens juletræ.
RYE: Ryegaard Gods har dyrket juletræer i mange år. Og siden 1991 har der været salg af juletræer fra Ryegaard Park til familier, der gerne vil tage en tur i skoven efter juletræet.
– Vi har altid gjort meget for at dyrke juletræer af høj kvalitet, og i år har vi endnu flere rigtig flotte træer, fortæller godsejer Johan Scheel.
Det er ikke alle træerne fra godsets plantager, der bliver solgt til juleglade danskere – mange bliver også eksporteret. I år har godset valgt at beholde flere af de flotteste træer til salg til Jul på Ryegaard.
Generelt gøres der meget for, at juletræer skal blive flotte. Et juletræ er i ikke noget, der bare passer sig selv, fra det bliver plantet.
– De juletræer, der står i de fleste danske stuer juleaften, er blevet passet og plejet i otte-ti år, fortæller Johan Scheel.
På trods af, at maskinkræfterne er store i moderne skovbrug, skal der meget håndarbejde til, når det gælder juletræer.
Træerne skal for eksempel løbende beskæres for at opnå den rette facon. Kommer man forbi en juletræsplantage om sommeren, kan man se, at der er sat små pinde fast med klemmer i toppen på hvert enkelt træ.
– Hvis vi kke gør det, så risikerer vi, at der kommer en fugl og knækker de bløde nye topskud. Og så har vi ikke længere et juletræ, for hvor skal stjernen så sidde, lyder det fra Johan Scheel.
Æbleskiver og kakao
Godset har som sædvanlig fuld gang i juleforberedelserne her i november.
– Vi ved, at vores gæstergerne vil have det, som det plejer. Men der skal der jo også lidt nyt til, fortæller godsejeren.
I år bliver der som noget nyt blandt andet salg af æbleskiver, gløgg og kakao fra en udendørs vogn som supplement til det hyggelige Brandsprøjtehus med varme fra brændeovnen.
Der er gratis adgang og parkering til Jul på Ryegaard. Disse dage er parken og den lukkede del af skoven åben for offentligheden.
Jul på Ryegaard har vanen tro åbent de sidste fire weekender op mod jul – og således helt op til jul i år, nemlig den 22. og 23. december.