FREDERIKSSUND KOMMUNE: På blot 13 måneder er det lykkedes for Fjordlandslisten at samle tilslutning og opbakning til fornyelse hen over midten i byrådet, fortæller Tage Rasmussen, Preben Kozuch og Mette Harder.
På generalforsamlingen har medlemmerne besluttet at opstille en kandidatliste med ni kandidater, som skal være Fjordlandslistens hold til kommunalvalget i november.
– Det har været vigtigt for Fjordlandslisten at få opstillet et hold, som tilsammen dækker bredt både geografisk og interessemæssigt, og som vil kunne formå at samle begge sider af byrådet i gode løsninger hen over midten af det politiske spektrum, beretter de tre.
– Det har også været vigtigt for Fjordlandslisten at opstille et hold med erfaring og pondus fra både politisk arbejde og fra andre lignende opgaver i samfundet. Men frem for alt har det været vigtigt for Fjordlandslisten at få samlet et hold, hvor hver enkelt kandidat lever op til Fjordlandslisten stærke værdigrundlag Fornuft, der står for Fakta, Ordentlighed, Respekt, Nærhed, Favneende og Tværpolitisk. Fjordlandslistens kandidatudvalg har derfor været igennem en omfattende indstillingsproces til generalforsamlingen for at sikre, at den tværpolitiske tanke og det bærende værdigrundlag vil afspejle sig i det kommende byrådsarbejde fra Fjordlandslistens kandidater.
Kandidatlisten:
1. Kirsten Weiland
2. Ole Peltola
3. Jørgen Olsen
4. Lennie Hansen
5. Morten Villadsen
6. Camilla Cordius
7. Jan Lykke
8. John Ziegler
9. Susanne Bartholin
Generalforsamlingen har vedtaget, at Fjordlandslisten skal opstille på listeform.
Fjordlandslisten vil invitere til bredt og tværpolitisk samarbejde om at løse kommunens udfordringer.