Fjordens fugle tælles

Fjordens fugle tælles

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Tallene viser, hvordan ynglefuglene klarer sig.

FJORDLANDET: Roskilde Fjord er med sine mange øer og holme et fantastisk sted for ynglefugle. Her kan fuglene uforstyrret bygge reder, lægge æg og få unger. 

Men gennem de sidste mange år har man set en tilbagegang i antallet af ynglefugle, og det er en udvikling, som Nationalpark Skjoldungernes Land forsøger at bremse og vende i samarbejde med eksempelvis Frederikssund, Lejre og Roskilde kommuner samt frivillige fra Jagtforeningen Jyllinge Holme.

Det sker blandt andet ved forebyggende arbejde, der skal sikre, at fuglene får den fred og ro, de har brug for især i yngletiden. 

De årlige fugletællinger er med til at vise, om indsatsen virker.

Hættemåger varsler gode resultater
Det er biolog Erik Mandrup Jacobsen og Flemming Pagh Jensen fra Orbicon, der tæller ynglefugle sammen med nationalparkens medarbejder og opsynsmand på fjorden, Sam Christensen, der har store forventninger til resultatet. 

Det skyldes blandt andet, at han har set ynglende hættemåger i stort antal på Eskilsø samt Sivholm og Lilleø. De har været i stærk tilbagegang, men er måske nu på vej tilbage – og det er godt nyt for flere andre arter af ynglefugle på fjorden.

– Man kan se, at klyderne, strandskaderne og især viberne organiserer sig i én stor, fælles koloni med hættemågerne. Det skyldes, at hættemågerne er fantastisk gode til at beskytte de andre fugle. Så når for eksempel  kragerne kommer for at tage klydeunger, så rejser der sig en skov af hættemåger, som jager kragerne væk, forklarer Sam Christensen.

– Det ser også ud til, at klyderne og edderfuglene klarer sig rigtig godt. Men det vil fugletællingen vise mere præcist. Der er klydeunger og edderfugleunger, og der er rigtig gang i den. Man bliver sgu så glad.

Ynglefugle har brug for fred
Årets fugletælling er finansieret af Frederikssund Kommune, Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land. Med tællingen er det muligt at følge ynglefuglenes udvikling. Der har været foretaget tællinger hvert år siden 1978.

Sammen med kommunerne arbejder nationalparken for at reducere de forstyrrelser, som kan have negativ betydning for ynglefuglene. Det kan eksempelvis være menneskelig færdsel for tæt på kolonierne. 

Bliver en ynglefugl forstyrret på reden, vil den forlade æg eller unger, som derved bliver let tilgængelige for blandt andet sultne sølvmåger.  

Derfor gælder der særlige adgangsregler på og omkring fjordens øer og holme i perioden fra 1. april til 15. juli. 

For at gøre opmærksom på de særlige adgangsregler i yngletiden, har nationalparken sat skilte op på øer og holme samt udgivet folderen ”God tur på Roskilde Fjord”, der fortæller om mulighederne for friluftsliv på fjorden under hensynstagen til fuglene.

Jagtforening bekæmper rotter og ræve
Et kæmpe problem for ynglefuglene er rotter og ræve. Tidligere er hele kolonier af  hættemåger og terner blevet jaget bort af rotter. 

Derfor har nationalparken  i samarbejde med de tre kommuner registreret og bekæmpet rotter på flere af fjordens øer og holme. 

– Rotter slår hættemåger ihjel på reden om natten og spiser dem. Så det er super vigtigt at fastholde bekæmpelsen af rotter, fortæller Sam Christensen.

Samtidig er det vigtigt at fortsætte registreringen af ræve på Eskilsø. Gennem de seneste fem år har Jagtforeningen Jyllinge Holme skudt 35 ræve på øen. Den indsats, som har kostet mange, mange frivillige timer, har ifølge Sam Christensen haft en enorm positiv effekt på antallet af ynglefugle i år, hvor øen endelig er fri for ræve.

Ud over rotter og ræve kan sølvmåger også være en trussel mod ynglefuglene. Jagtforeningen Jyllinge Holme hjælper også her med at regulere bestanden ved at smøre æg med olie, hvilket betyder, at æggene ikke udvikler sig til unger. 

Samtidig er der nu indført jagttid på sølvmågerne, hvilket kan være med til at holde bestanden på et rimeligt niveau til glæde for de andre ynglefugle på Roskilde Fjord.


[/vc_column_text][vc_gallery interval=”3″ images=”39668,39667″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]

Andre artikler fra denne uge