Fuglene fælder nu svingfjer og mister derved evnen til at flyve. Det er derfor vigtigt at tage hensyn og sejle langt udenom fjordens fugle.
NATUREN: Rundt omkring Roskilde Fjord og ude på fjorden vil man i øjeblikket kunne finde masser af fjer. Årsagen er, at mange af fjordens fugle fælder deres svingfjer.
Når det sker, mister fuglene evnen til at flyve i op til syv uger. Samtidig har mange af fuglene unger, som de skal passe på, og derudover skal de samle kræfter og opbygge fedtreserver til at klare vinteren og være klar til endnu en ynglesæson til næste forår.
Fuglene på fjorden er derfor særligt sårbare lige nu. De bliver let skræmt – af motorbåde, men også af sejlbåde, kajakker, surfere og alle andre, der færdes på fjorden. Derfor er det vigtigt at holde god afstand.
Sejl langt udenom
Hvis man viser hensyn og sejler langt udenom fugleflokke på vandet, er Roskilde Fjord heldigvis stor nok til, at både mennesker
og fugle kan færdes på fjorden.
Fuglene er ekstra sårbare lige nu – men gennem hele året er det en god idé at holde afstand.
En tommelfingerregel er, at jo hurtigere man sejler, jo længere afstand bør man holde, og særligt hvis man sejler i retning af fuglene.
Derudover skal alle, der sejler på fjorden, overholde hastighedsbegrænsningerne.
I store dele af fjorden er hastighedsbegrænsningen på otte knob for motorsejlads, og i en 300 meters zone fra kysten er grænsen sat ned til fem knob.