SKIBBY: Slotskoncerterne af 1983 har holdt pause i sommer, men genoptager nu koncerterne i Hornsherred med sin 38. sæson i efteråret med to koncerter i Skibby Kirke og sognegård.
Koncerterne vender desuden tilbage i fuldt omfang i sommeren 2021. Søndag den 11. oktober er der koncert i den gamle middelalderkirke i Skibby med et blandet program i efterårets farver af italienske komponister – derfor hedder koncerten ”Italiensk koncert”. Ved koncerten medvirker sopran Anna Carina Sundstedt, cembalist Yuzuru Hiranaka og fløjtenist Mogens Friis i et program med musik af Bach, Vivaldi, Marcello og Tessarini.
I pausen serveres et glas vin eller vand inkluderet i billetten.
På grund af et begrænset antal pladser sælges der ikke billetter ved indgangen.