Feriepartner Hornsherred klar til første sæson

Feriepartner Hornsherred klar til første sæson
Uddeler Søren Brøgger og tovholder René Rasmussen skal have Feriepartner Hornsherred ud over rampen.

Af journalist Tomas Skov

HORNSHERRED: – Der er 2,5 gange så mange, der besøger deres sommerhuse i påsken som i efterårsferien, konstaterer uddeler Søren Brøgger for SuperBrugsen Jægerspris.
Han er nu også direktør for Feriepartner Hornsherred, som er oprettet under Hornsherred Brugsforening med det formål at tiltrække endnu flere til området.
– Det handler om at få nogen ind og bo i de huse, for det smitter positivt af på alt andet her i området, siger han.
Initiativet begyndte i efteråret 2024, og det foregår i samarbejde med Feriepartner, der er Danmarks største kæde af lokale selvstændige udlejningsbureauer. 38 findes der fordelt ud over landet, og det seneste af slagsen findes altså nu i Hornsherred. Fra 1. maj vil bureauet få kontor i det fremadskridende byggeri, der bliver en del af den opdaterede SuperBrugsen i Jægerspris.
– Det giver en meget stor synlighed og nærhed til alle sommerhuse i området. Det skal ejerne være trygge ved, siger René Rasmussen, der er tovholder på bureauet.

Kæmpe potentiale
Der er i omegnen af 7.000 sommerhuse i Hornsherred, og angiveligt er kun omkring 300 af dem udlejet regelmæssigt, så potentialet for at trække nye turister til området burde være til stede.
– Men det kræver, at ejerne kommer over den tærskel, at der ikke er nogen fremmede, der skal lukkes ind i deres hjem, fortsætter han.
René Rasmussen har blandt andet sendt en hilsen til postkasserne på 4500 sommerhusejeres privatadresser, så han har store forventninger til den kommende sæson for sommerhusudlejning.
– Vi skulle også gerne have fat i nogle, der ikke har tænkt denne tanke før. Vores styrke er den lokale forankring, og vi tror på, at vi er bedre til service og rengøring. Vi er så nye, at vi skal gøre os fortjent til folks tillid, konstaterer han.

Tysk er godt
Over halvdelen af Feriepartners udlejninger er tyske bookninger, og det har han det rigtigt godt med.
– Tyskere stiller typisk store krav. Til gengæld passer de godt på huset, og de afleverer det ofte pænere, end de overtog det, erfarer René Rasmussen.
Han laver aftaler med udlejerne for et år ad gangen. Ejerne binder sig blot for fire ugers udlejning i højsæsonen, men han ser da gerne endnu flere udlejningsuger i kalenderen henover året.
– Vi har en app, hvor ejer løbende kan lægge nye uger ud. Så du har hele tiden fuldt overblik, og du får løbende, månedlig afregning, forsikrer han.
Der ligger et betragteligt stykke arbejde foran René Rasmussen i de kommende sæsoner, men projektet er også tænkt som en langsigtet investering. Han er dog helt fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden for Feriepartner Hornsherred.
– Der går nogle år, før vi bliver vores løn værd. Men det er ikke mange steder, der er huller i ferielandet, som det er tilfældet i Hornsherred. Det er en ledig plet, smiler René Rasmussen.

Andre artikler fra denne uge

Gymnaster på avisruten


Af journalist Tomas Skov JÆGERSPRIS: En af Jægerspris Gymnastikforenings store stoltheder er opvisningsholdet Gym Hunters, der senest blev udtaget til

Læs mere »