Påsken i Hornsherred bliver indtil videre uden M/F Columbus, der normalt sejler mellem Kulhuse og Sølager.
KULHUSE: Frederikssund Kommune har besluttet at M/F Columbus fortsat skal sejle i pendulfart nogle år endnu. Imidlertid lader en ny skipper for den højt elskede M/F Columbus fortsat vente på sig, efter at den afgående Steffen Andersen valgte at gå på pension ved udgangen af 2024.
En ny forpagter af skibsruten skal, udover at have papirerne i orden, kunne stille med en bemanding på fire, så alle vagter kan dækkes ugens syv dage i sæsonen, der kører fra april til oktober.
Styregruppen ’Bevar overfarten Kulhuse-Sølager’ orienterer på Facebook om, at der har været budt på sejlruten, men at de tilbud, som er kommet i anden budrunde ikke helt har overholdt udbudsvilkårene.
Dermed følger en fornyet politisk behandling i løbet af april måned. På den baggrund er det mest realistisk, at M/F Columbus først kommer i rutefart efter påske, eftersom færgen også skal på værft igen, og en ny besætning skal lære at sejle det gamle skib, som er ret specielt at manøvrere.
/TS