FCH-sejr i målrig kamp

FCH-sejr i målrig kamp
Sidste uges 4-0 sejr over FC Lejre blev lørdag fulgt op af en 5-3 sejr over Fløng-Hedehusene.

ØSTBY: FC Hornsherred (FCH) i fodboldens Serie 2, Pulje 3, har rigtig fået gang i målscoringen. Sidste uges 4-0 sejr over FC Lejre blev lørdag fulgt op af en 5-3 sejr over Fløng-Hedehusene i Hedehusene Idrætspark, og FCH har nu ikke tabt i de sidste fire kampe.

Det var hjemmeholdet der havde momentum i de første 20 minutter, og de kom fortjent på 1-0 efter 14 minutter. På et straffespark efter 26 minutter udlignede Mikkel Song Wiegaard til 1-1, og kun tre minutter efter gjorde Jakob Boytler Bertelsen det til 1-2, som også blev pauseføringen.

Det så lyst ud, da Malthe Song Toftegaard efter 59 minutter øgede til 1-3. Oprykkerne fra Fløng-Hedehusene var dog langtfra slået, og det gav nyt håb og et lille overtag, da Christoffer Jensen fem minutter efter reducerede til 2-3. Til gengæld fik FCH utallige kontraer, og herunder blev 2-4 efter 81 minutter ved Mads Song Toftegaard. I de sidste minutter blev det 3-4 inden den 18-årige Noah Nello på et hovedstød sluttede målfesten til 3-5.

Mens Hvalsø IF er stukket af, er der kun tre point mellem nummer 2 og FCH midt i rækken.

-Vores start var alt for sløv, men jeg vil rose holdet for at komme godt igen, og siden vise en god moral mod en stærk modstander, der to gange fik skabt fornyet spænding. Nu møder vi topholdet, og håbet er, at mange tilskuere vil komme og støtte os, sagde FCH’s cheftræner Dennis Kelm Vendelbo.

Kampen der tales om, er på lørdag kl. 14.00 på Skibby Stadion mod Hvalsø IF, der har vundet alle syv kampe, og målscoren er så flot som 24-5.

Andre artikler fra denne uge