FREDERIKSSUND KOMMUNE: Ved en højtidelig ceremoni ledet af den lokale repræsentant fra Danmarks Samfundet, blev den fane, som Dansk Folkeparti i Frederikssund fik overrakt på Valdemarsdag i år, indviet.
Cirka 30 DF’ere overværede indvielsen, hvor de tre søm blev slået i. MF Marlene Harpsøe slog første søm i, DFU’s landsnæstformand Tobias Weische slog andet søm i og lokalformand Inge Messerschmidt slog tredje søm i.
Fanefører var næstformand i lokalbestyrelsen Gert Løfgren, og fanevagt var medlem af bestyrelsen Andreas Brøsen. Efter indvielsen med taler af Danmark Samfundets repræsentant, Kurt Terkelsen og lokalformand Inge Messerschmidt samt sange, blev der budt på kaffe og lagkage.
– Det var en stor dag for Dansk Folkeparti i Frederikssund, fortæller Inge Messerschmidt, der håber, at fanen fremover vil være samlingspunkt for de lokale medlemmer af partiet, og at den vil blive brugt med respekt. Ikke kun ved festlige lejligheder, men også hvis der er ønske om fanevagt ved en begravelse.