Fakta, Peltola. Fakta

Fakta, Peltola. Fakta

Af Jesper Wittenburg (A)
Byrådskandidat
Frederikssund byråd

I et læserbrev omtaler Ole Peltola (OP) igen Vinge-kollapset og søger at udpege syndebukke, men der mangler vigtig faktuel information. Lad mig bibringe dette.
I juni 2017 –fem mdr før kommunalvalget – underskriver borgmester John Schmidt Andersen kontrakten om udbygning af Vinge (Vinge-aftalen), selvom der ifølge daværende tekniske direktør stadig er 20-25 større og mindre knaster, som ikke er på plads.
Flere gange gennem sensommeren efterlyser ØU (og byråd) på lukkede møder nyt om de 20-25 knaster, og hver gang bliver de informeret om, at det er lige ved at falde på plads.
I den første uge af oktober 2017 afleverer kommunens daværende direktion et notat til borgmesteren med deres bekymringer omkring Vinge-aftalen.
Herefter bruger borgmester og daværende direktion tid på at kvalificere bekymringerne, herunder vurdere de økonomiske konsekvenser. Første fem til seks uger senere – og med under en uge til kommunalvalget – vælger borgmester og daværende direktion at orientere økonomiudvalget (ØU) om notatet og konsekvenserne. Samtidig får ØU mundkurv på overfor alle, inklusiv resten af byrådet, som først bliver orienteret to til tre uger efter kommunalvalget.
ØU, hvis medlemmer står midt i valgkampens slutspurt, bliver altså bundet på hænder og fødder og må ikke informere andre inden kommunalvalget. ØU har med andre ord ingen reel chance for at agere og kan derfor ikke – modsat hvad OP påstår – klandres for manglende rettidig omhu eller for at holde Vinge-skandalen hemmelig.
De blev nemlig pålagt tavshed af borgmester og daværende direktion.

Andre artikler fra denne uge