Fælles elevråd støtter trivslen på skolerne

Fælles elevråd støtter trivslen på skolerne
Borgmesteren forklarer eleverne i fælles elevråd om byrådsarbejdet. Foto: Frederikssund Kommune

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Det fælles elevråd for Frederikssund Kommunes folkeskoler mødes en gang om året til en børnerigsdag for at fordele 100.000 kroner til skolerne.

Pengene skal gå til projekter, som styrker elevernes trivsel, og hver skoles elevråd søger om tilskud til et eller flere projekter.

Mooncars, fællesrum, bolde og foredrag er nogle af de ting, som skolerne i år har søgt om støtte til hos det fælles elevråd.

I alt var der søgt om 123.883 kroner.

Eleverne skulle derfor i fællesskab finde ud af, hvordan de ville fordele de 100.000 kroner og hvilke projekter, der enten ikke skulle have penge eller kunne bruge færre penge, end der var søgt om.

Råd og vejledning fra borgmesteren

Når det fælles elevråd mødes til den årlige børnerigsdag, får de også et indblik i, hvordan kommunalpolitik fungerer, og hvad det vil sige at sidde i et byråd.

Derfor er borgmesteren også med ved børnerigsdagen og i år var første gang for borgmester Tina Tving Stauning.

– Jeg har faktisk glædet mig til, at I skulle komme i dag, fordi jeg håber, at I på et eller andet tidspunkt i jeres voksne liv også kommer til at sidde her i salen, sagde borgmesteren, da hun bød de 10 unge velkommen i Byrådssalen på Rådhuset i Frederikssund.

Derefter fortalte hun eleverne om, hvordan det foregår, når Byrådet arbejder, om fagudvalg, debatter, økonomi, budgetproces med mere.

Hun kom også med gode råd til, hvad man kan gøre, når man har en sag, man gerne vil have igennem og få penge til, og et af de vigtigste råd var at have fakta og argumenterne på plads.

God debat om fordeling af penge

Der var søgt om midler til seks forskellige projekter fra fem forskellige skoler.

Da der var søgt om 123.883 kroner, måtte det fælles elevråd finde ud af, hvordan de kunne skære det ned til de 100.000 kroner, som Byrådet har bevilget.

Det gav anledning til en masse god debat.

Kærholm

Kærholm havde søgt om 22.583 kroner til mooncars og opstregning af bane til mooncars og cykeltræning. De andre elever spurgte både ind til behovet for flere mooncars, og om opstregningen kunne gøres billigere end foreslået.

Kærholm forklarede, at det ikke kunne gøres billigere, idet de har prøvet det før og malingen holder ikke ret længe. Kærholm endte derfor med at få alle de penge, de havde søgt om.

Trekløverskolen

Trekløverskolen havde dels søgt om 4.500 kroner til bold og aktivitetsting til frikvartererne. De penge fik de.

Derudover havde de søgt om 24.000 kroner til et Girls Talk forløb for pigerne i 7., 8. og 9. klasse. Dog ændrede de det til kun at være til 7. og 8. klasse og beløbet blev derfor ændret til 16.000 kroner.

De andre elever spurgte meget ind til, hvorfor det kun skulle være noget for pigerne og ikke for drengene.

Efter en del debat blev alle enige om, at elevrådsrepræsentanterne fra Trekløverskolen skulle gå tilbage til skolen og sige, at de fik de 16.000 kroner, men at drengene også skulle involveres i foredraget.

Slangerup Skole

Slangerup Skole har planer om en trivselsdag for henholdsvis 0.-4. klasse og 5.-9. klasse. Her ville de gerne søge om 25.000 kroner til at have et indslags på hver af dagene med enten et foredrag, noget comedy, teater eller lignende.

De andre elever spurgte ind til, om det var nødvendigt at bruge så mange penge på én dag, og hvad det skulle gøre godt for.

Argumentationen fra Slangerup Skole var, at det skulle være et afbræk fra hverdagen og noget, eleverne kunne være sammen om.

De gik med til at gå ned til 23.000 kroner, men holdt på, at det er dyrt at få professionel underholdning ud. De fik de 23.000 kroner til trivselsdagen.

Fjordlandsskolen

Fjordlandsskolen havde søgt om penge til et fællesrum for de store elever. De havde søgt om 25.000 kroner.

Her blev der spurgt ind til nødvendigheden af rummet, og nogle argumenterede for, at sofaer og sækkestole kan være spild af penge, fordi den slags ofte bliver hurtigt beskidte eller ødelagte.

Eleverne fra Fjordlandsskolen fortalte, at de ikke havde et hyggeligt sted at være i enten frikvartererne eller når der laves gruppearbejde eller andet arbejde uden for klasseværelserne.

De gik med til at gå ned til 19.000 kroner, idet de gerne vil prøve at finde nogle ting brugt og gratis. De fik derfor de 19.000 kroner.

Jægerspris Skole

Jægerspris Skole havde oprindeligt søgt om penge til fodboldmål og opsætning, men på mødet ændrede elevrådsrepræsentanterne det til basketballmål og bolde.

Derfor kunne de 22.000 kroner, de oprindeligt havde søgt, sættes ned til 16.000 kroner.

Det ville de andre gerne give, og da der til sidst var 417 kroner tilbage af budgettet, fik Jægerspris Skole også disse og gik altså hjem med 16.417 kroner.

Ådalens Skole havde ikke søgt om nogle penge i år.

Andre artikler fra denne uge