Fæld et lokalt juletræ

Fæld et lokalt juletræ

Juletræerne i skoven ved Ryegaard Gods er klar til at blive fældet, når gæsterne kommer kørende i hestevogn.

RYE: Juletræer til salg på Ryegaard har de seneste 8 til 10 år stået i skoven – nu venter de blot på at blive fældet.

Og når ”Jul på Ryegaard” åbner første gang lørdag den 26. november, holder hestevognene klar til at transportere gæsterne ud til træerne i skoven

Traditionen tro

Der er gang i juleforberedelserne på godset, hvor man ikke er bange for at gøre præcis, som man plejer.

Faktisk skal det være sådan.

– Vi forsøger jo at holde jul som i gamle dage. Her er ingen plastiknisser, og vores største ønske er sne. Ligegyldigt vejret, så er det hyggeligt, når gæsterne ankommer og kører videre ud i skoven i hestevogn for at fælde et juletræ. Og efterfølgende kommer retur til vores park, hvor vi har julemarked, ponyridning og salg af gløgg, æbleskiver og vildtretter. Men er der sne, så bliver det rigtig jul som i gamle dage, lyder det fra Johan Scheel, godsejer på Ryegaard Gods.

Det er 32. gang, der bliver ”Jul på Ryegaard” – og lidt nyt er der sket gennem tiden.

For eksempel har man de senere år – siden corona satte dagsordenen i julen i 2020 – kunne bestille en hel hestevogn online, så den står klar til en hel familie eller venneflok.

Et af de store træer i parken er også blevet iklædt lys.

– Lyset er en gave, jeg har fået. Det løfter virkelig julestemningen i den mørke juletid. Dog slukker vi for det i nattetimerne i år for at spare på strømmen, fortæller Johan Scheel.

Otte åbningsdage

Der er åbent til Jul på Ryegaard fire lørdage og søndage fra 26. november til 18. december fra klokken 10 til16.

På hjemmesiden kan man bestille en hestevogn. Men gæsterne kan også – ganske som man plejer – købe en hestesvognsbillet på dagen.

Rye

Andre artikler fra denne uge