FREDERIKSSUND KOMMUNE: Borgmestre og folketingspolitikere på tværs af kommuner og partier mødtes torsdag formiddag på Christiansborg for at samle fornyet ammunition i kampen for bedre fremkommelighed i Nordsjælland.
Det lykkedes som bekendt ikke den tidligere regering at gennemføre den trafikaftale, som ellers blev indgået med Dansk Folkeparti i foråret, og som blandt andet indeholdt en færdiggørelse af Frederikssund- og Hillerødmotorvejene. Socialdemokratiet har siden indtaget Statsministeriet og meddelt, at forhandlingerne om en kommende trafikplan starter fra en blank side, fortæller Hans Andersen (V), lokal byrådspolitiker og medlem af Folketinget.
– Derfor er det helt afgørende at fastholde et fælles pres, så Nordsjælland igen bliver repræsenteret i en kommende trafikaftale, lyder det fra Hans Andersen (V. Han er initiativtager til det nordsjællandske netværk, Trafiknetværk Nordsjælland. Sammen med Morten Messerschmidt (DF) og Rasmus Stoklund (S) havde han indkaldt til torsdagens drøftelser.
– Hvis vi skal have Nordsjælland med i en kommende trafikplan, så skal vi stå sammen på tværs af partier og kommuner. Det var derfor, jeg oprindelig tog initiativ til netværket. Vi så jo i foråret, at det virker, når vi står sammen.
– Konklusionen på mødet var, at vi skal fastholde fokus på motorvejene helt til Frederikssund og Hillerød samt forbedringer af Kystbanen – og at det i øvrigt stemmer fint i med den grønne dagsorden.
– Selvom motorvejene er sorte, så er fremtidens biler jo grønne. Og samtidig skal den kollektive trafik i Nordsjælland, ikke mindst Kystbanen, være et reelt alternativ til privatbilismen, fortæller Hans Andersen.