Aviserne er i sommermånederne fyldt med interviews af mennesker, som bliver spurgt om hvor de skal tilbringe den og hvad de skal lave i deres sommerferie. Og spørgsmålene bliver de fleste gange besvaret med et hav af gøremål, som de adspurgte har tænkt sig, at de skal nå i deres sommerferie; Rejse til Thailand og Spanien, se venner og familie, ordne sommerhus og have og male og klippe hæk og græs osv.
Sjældent hører man dem sige, at de faktisk overhovedet ikke har tænkt sig at gøre noget som helst, men bare skal hvile ud og nyde livet. Selv når vi har ferie er der uvægerligt opstået en kultur i vores samfund om, at vi for guds skyld skal holde os i gang, vi skal lave noget, vi skal yde noget. Ja, det er nærmest blevet en synd, ikke at have planer for sin sommerferie, da man så udstilles som et dovent uinspirerende og skamfuldt menneske. Men hvorfor er det blevet alment accepteret, at vi absolut skal være aktive i vores sommerferie?
Nuvel – jeg ved da godt, at mange sikkert hygger sig med de nævnte gøremål og har sparet op og ser frem til en rejse til de varme lande – og det skal være dem velundt. Men ligesom det daglige hvil er en pligt, for at kunne restituere sjæl og krop, så er sommerhvilepausen også livsvigtig, netop fordi vi, mens vi hviler, ikke skal skabe eller præstere noget, men hvilen, den daglige morfar såvel den lange hvile i sommerferien, er med til at genskabe os.
Jeg tænker ofte på og over skriftstedet i Det Gamle Testamente af profeten Zakarias, som beskriver med få linjer, et livsideal på tværs af årtusinderne om det ideelle menneskeliv på denne måde: ”Atter skal gamle mænd og kvinder sidde på Jerusalems torve, alle med stav i hånd for deres ældes skyld, og byens torve skal vrimle af legende drenge og piger”. De gamle og de unge hengiver sig til leg og lediggang, de står sammen hen over generationskløften, som snarere forbinder end adskiller – der hviler en ro og velsignelse over billedet. Gennem dansen og roen strømmer et større liv ind over os, og når danseren går op i dansen og bliver ét med den, når den gamle hengiver sig til sin indre ro og bliver ét med den, så fejrer vi livets skaber. Det, som ikke ser ud af noget, dans og hvile, kaster mere liv ind i dagligdagen. Nøjagtigt som den daglige morfar gør. Mindre avler mere.
Der er en velsignelse i det unyttige, for det unyttige er jo også i slægt med menneskeværdet. For hvis vi kun regnes for værdige mennesker, når vi gør noget, der regnes for noget, er vi fortabte den dag, vi ikke har mere energi.
Lad os derfor besinde os og prøve at huske hinanden på, at til det forunderlige ved at være menneske i en forjaget hverdag og travl sommerferie, hører også det at være menneske til, at vi er elsket af Gud, før vi overhovedet foretog os noget som helst fornuftigt og derfor kan du med god sindsro tage dig en morfar, for det er måske én af hvilens store gaver, at den hjælper dig til at leve livet, mens du hviler.
Skulle du nu alligevel lave en masse ting i din sommerferie, så husk i det mindste at give dig selv tid til en morfar på sofaen, – for det er faktisk her, det sker.
Nå, nu er det tid til en morfar!
Victor Graerser-Greve
