Alle partier i Kommunalbestyrelsen undtagen Venstre er enige om kommunens budget for 2021-24. Der udløser en skattestigning på 0,11 procent
LEJRE KOMMUNE: Budgetaftalen sikrer, at der kan indføres minimumsnormeringer i børnehaverne allerede fra 2022.
Samtidig afsætter partierne penge til efteruddannelse af medarbejdere på for eksempel dagtilbuds- og ældreområdet, som får bedre mulighed for at tage en professionsuddannelse. Det skal ske med et økonomisk rygstød fra Lejre Kommune og Den Kommunale Kompetencefond.
Samtidig fastholder partierne bag budgetaftalen et højt investeringsniveau i anlæg: bygninger, infrastruktur, plejeboliger til ældre, dagtilbud m.v.
I år har vi fået en særlig mulighed for at fremrykke og lånefinansiere anlægsopgaver for næsten 100 millioner kroner. Det vil give bygningsmassen og infrastrukturen i Lejre Kommune et markant kvalitetsløft, fortæller borgmester Carsten Rasmussen.
– Med budgetaftalen fastholder vi det høje investeringsniveau i de kommende år. Det er godt, for jeg er sikker på, at borgerne forventer, at asfalten også fremover er i orden, og at de kan få passet deres barn i den lokale børnehave.
Borgmesteren fortsætter:
– Udligningsreformen stiller borgerne i Lejre Kommune ringere end før: Vi mister 11,6 millioner kroner. Derfor griber vi muligheden for en lille skattestigning på 0,11 prpcent. Vi er økonomisk udfordret på flere områder, og det har været svært at skabe et budget i balance. Derfor har vi måttet skære, hvor det var muligt, men det har været afgørende, at det ikke måtte gå ud over kernevelfærden.
På ældreområdet er der afsat penge til blandt andet at bygge 72 nye plejeboliger i Hvalsø.
I alt rummer aftalen 60 millioner kroner til det formål i perioden 2022-24.