JÆGERSPRIS: Sommeren tæller ned og fredag den 6. september tager Musik mellem Fjordene hul på efterårssæsonen. Det bliver i et særligt samarbejde med Hornbeer og med guitarspil af høj klasse og vedkommende sange når Aske Jacoby stiller op solo.
Koncerten afvikles som sædvanlig i det hyggelige Kulturhus Rejsestalden.
Aske Jacoby startede karrieren i den danske 80’er pop. Først i Aske Jacoby Band der senere blev til News. I kraft af hans suveræne guitarspil fik han snart også job i C.V. Jørgensens band. Senere blev det til backing hos blandt andet Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og Kasper Winding. Midt i 80’erne dannede han sammen med Jørgen Klubien Danseorkestret.
Ud over en lang række job som studiemusikker har Jacoby også produceret over 20 album.
SIden 2013 har Aske Jacoby helt og holdent helliget sig sin karriere som guitarist, sanger og sangskriver. Han beskriver selv sine sange som ”Folk/Rock with a twist” eller ”Americana from outer space”.