FREDERIKSSUND KOMMUNE: Venstre i Frederikssund Kommune har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling og opstilling af borgmesterkandidat den 5. september.
Hvis medlemmerne godkender det på den ekstraordinære generalforsamling, skal der vælges borgmesterkandidat for Venstre samme aften, mens de øvrige kandidater vælges på et senere opstillingsmøde.
Alle medlemmer af Venstre med bopæl i kommunen kan stille op, hvis de skriftligt stiller deres kandidatur til rådighed på mail til formand Lisbet Jensen senest den 22. august klokken 12.
Medlemmerne vil ligeledes beslutte den kommende proces for udvikling af det politiske program og tidspunkt for opstilling af kandidater til kommunalvalget i 2025.
– Vi ønsker klarhed om vores kommende borgmesterkandidat, så denne i samarbejde med Venstres bagland kan bygge den politiske platform, der sikrer Venstre borgmesterposten. Så vi sammen med byrådets øvrige partier, kan skabe de bedst mulige vilkår for at bo, leve og arbejde i Frederikssund Kommune, fortæller formand Lisbeth Jensen.