Ejegod vandt Handicapprisen 2019

Ejegod vandt Handicapprisen 2019
Vinder af Handicapprisen 2019 - AKUcenter Ejegod. Med diplomet ses Lulu Duro flankeret af to af brugerne fra Ejegod, Charlotte og Maja. Yderst til højre ses borgmester John Schmidt Andersen.

Det blev AKU-centeret Ejegod, der vandt årets handicappris for deres
arbejde med at skabe den bedst mulige hverdag for borgere med
funktionsnedsættelse.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: I sidste uge blev handicapprisen 2019 uddelt i Byrådssalen på rådhuset i Frederikssund. 

Det er Handicaprådet, der beslutter hvem, der skal modtage prisen, men traditionen tro er det borgmesteren, der afslører vinderen og overrækker prisen. 

Inden vinderen blev afsløret, forklarede borgmester John Schmidt Andersen (V), at både virksomheder, foreninger eller enkeltpersoner kan modtage handicapprisen. Men hvis man skal gøre sig fortjent til den, så skal man på den ene eller den anden måde have gjort en særlig indsats inden for handicapområdet.

AKU-center Ejegod
Og det må man sige at årets vinder – AKU-center Ejegod – har gjort. Ejegod var blevet indstillet til prisen af en af sine egne medarbejdere, Lulu Duro, som blandt andet skrev følgende i sin indstilling:

– ”Vi er alle ildsjæle og brænder for at give brugerne den bedste dag, de kunne ønske sig. Al personale gør en særlig indsats hver dag. Der arrangeres idrætsdage, projektuger, sommerfest, tur ud i naturen, musik, julefest og meget andet, som kræver en særlig indsats fra personalet”.

– Det er en stor anerkendelse at vinde prisen. Jeg har arbejdet på Ejegod i 13 år, og jeg går glad på arbejde hver eneste dag. Det er et fantastisk arbejde, fastslogLulu Duro.

Lederen på AKU-center Ejegod, Pia Enemark var naturligvis også stolt over prisen:

– Det betyder alt at få en anerkendelse for det faglige arbejde, vi laver og for den hverdag, vi skaber sammen med brugerne af Ejegod, fortalte hun.

Ejegod har over 70 brugere, som kommer mellem tre og fem dage om ugen og benytter sig af stedets forskellige værksteder eller arbejder med i udegruppen, som blandt andet er med til at vedligeholde de grøne områder på ejendommen. Dertil bliver der holdt fester, lavet idræt eller aktiviteter med musik på AKU-centeret, der ligger i Slangerup og er indrettet i en tidligere skole.

Handicapprisen er blevet uddelt i Frederikssund Kommune hvert år siden 2012.

Andre artikler fra denne uge