Elektrisk Hegn vender tilbage til udgangspunktet med debut-EP’en Dinosaur.
EJBY: 10. marts blev datoen, hvor den lokale trio, Elektrisk Hegn, udgav deres debut-EP, Dinosaur, på Beef Dog Records.
Bandet har skabt en umiskendelig lyd, som de selv kalder knallert-garage-punk-rock. Teksterne beskriver livet i provinsen – både som ung, hvor man skal finde sig rette og og ikke lade sig drive til vanvid af rastløsheden i en til tider lidt kedelig og grå hverdag og som voksen, hvor man pudsigt nok kan føle at de samme udfordringer gør sig gældende. Blot under andre omstændigheder.
Larm fra outsidere
– Vi kalder vores musik knallert-garage-punk-rock, fordi vi bestemt har punkede og garage-agtige elementer i vores musik. Vi holder det enkelt og gerne skramlet. Vi kan nærmest ikke andet. Og dette band er en slags tilbagevenden til de unge dage, hvor man lavede musik ved at skyde fra hoften. På en eller anden måde føler man sig nok stadig lidt som den der unge purk, som står i et eller andet random industrikvarter i Næstved som total outsider og laver noget larm i et øvelokale, som ingen gider at høre på. Man var for mærkelig til provinsen og for kikset til København. Det tror jeg stadig vi kan identificere os med når vi står her mange år senere og er klar til at tage endnu en tur i manegen, forklarer bandets forsanger Brian Hesselberg Hansen..
Hørt i Argentina
Bandets medlemmer har tidligere udgivet musik hver for sig i andre sammenhænge, men har nu fundet sammen under navnet Elektrisk Hegn.
På trods af bandets korte levetid har de allerede fået anerkendelse fra nær og fjern. De er blevet spillet på en argentinsk rock-podcast og er havnet på en playliste, som er kurateret af en af Sveriges største musikvideo-instruktører, der blandt andet har arbejdet med Ghost og The Hellacopters.
EP’en Dinosaur blev udgivet 10. marts og vil være tilgængelig både fysisk på vinyl og digitalt på streamingtjenesterne.
Elektrisk Hegn består af Ejbys Brian Hesselberg Hansen på guitar og vokal, Lars-Peter ”LP” Wallfält på trommer og kor, samt Trygve Borelli Lund på bas og kor.
/TS